Kraftig fygning generer på Bornholm

23. februar 2013 22:02 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kraftig fygning generer på Bornholm
Billede mangler

Kombinationen af hård vind over Bornholm lørdag aften og nat samt næsten en halv meter sne på jorden, giver igen snekaos på solskinsøen, der længes efter at leve op til sit kælenavn.

 

»Vinden er taget til og det fyger ret meget herovre, så vi behøver ikke engang advare folk om, at blive hjemme, for man kan bare ikke komme ud,« siger vagtchef Henrik Ejby fra Bornholms Politi til BT.

»I byerne går det lige an, men ude på landet, er det helt umuligt. Den halve meter sne vi havde liggende i forvejen er ved at dække vejene helt til igen, og det er simpelthen for farligt at køre ud,« fortæller han.

»Lige nu er situationen den, at der er sneplove på alle Falck-stationerne, der kan køre ud sammen med ambulancer, hvis det bliver nødvendigt. Og chaufførerne sover på stationen. Og det er sådan, at hvis folk kører fast uden for byerne, kan vi ikke komme ud efter dem, så må de søge nødovernatning i det nærmeste hus,« siger Henrik Ejby, der også fortæller at mange busruter er omlagt på grund af den kraftige fygning.

Hos DMI fortæller Thyge Rasmussen, at det blæser op til 12 meter i sekundet på Bornholm, hvilket betegnes som hård vind. Først ved 14 sekundmeter kaldes det kuling.

»Vinden skulle gerne aftage en smule i løbet af natten, men der kan så komme op mod fem centimeter sne mere i løbet af i morgen,« siger Thyge Rasmussen, der fortæller, at fronten over Bornholm også kan give noget sne i de sydøstlige egne af Danmark.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu