Krarup-kommentarer skaber uro i DF

11. april 2013 19:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Krarup-kommentarer skaber uro i DF
Billede mangler

Det er både »nedværdigende« og »trist« at læse, hvordan Marie Krarup (DF) i flere indlæg beskriver andre folkeslag.

 

Sådan lyder det fra Krarups egen partifælle, sundhedsordfører Liselott Blixt (DF), efter at Marie Krarup har beskrevet et besøg i New Zealand, hvor hun omtaler »en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori«.

Torsdag skrev Marie Krarup desuden om »frugtbarhedsreligioner fra stenalderen« i et indlæg på Facebook, hvor hun opfordrer til forsvar af »den kristne, vestlige kultur«.

»Jeg har brug for at markere, at jeg ikke vil tages til indtægt for, hvad hun siger. Det har skabt en stor debat, og det bliver forstået på en måde, som jeg virkelig ikke bryder mig om,« siger Liselott Blixt til jyllands-posten.dk.

»Man skal ikke nedgøre oprindelige folk, og jeg vil ikke tages til indtægt for, at vi ser ned på oprindelige folk eller stammefolk,« siger hun.

Gruppeformand Søren Espersen (DF) har beklaget Marie Krarups kommentarer om den newzealandske maori-kultur, men han mener ikke, at der er behov for at beklage det seneste indlæg.

Espersen vil ikke udtale sig om kritikken fra Liselott Blixt.

»Det er ikke så tit, jeg siger, at jeg ikke vil kommentere, men det vil jeg altså ikke med det her. Det er en intern sag,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Han tilføjer dog, at »hvis der var nogen uoverensstemmelser i gruppen, så er de nu bilagt«.

Marie Krarup blev først bekendt med Liselott Blixts udtalelser, da Berlingske Nyhedsbureau fangede hende torsdag aften, men hos Krarup er meldingen den samme som fra Søren Espersen:

»Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Det er noget, vi klarer internt,« siger hun.

Marie Krarups kommentarer om maori-kulturen har vakt opsigt i New Zealand, og flere danske ministre har følt behov for at lægge afstand til DFeren.

»Den her regering bruger hovedparten af sin arbejdstid på at skabe gode forhold til omverdenen, og så er det selvfølgelig ærgerligt, når der ryger en melding ud som den her, og det forsøger vi så at reparere på,« sagde udenrigsminister Villy Søvndal (SF) tidligere torsdag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu