Krav til hjælpepakke vækker harme i Cypern

16. marts 2013 18:09 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Krav til hjælpepakke vækker harme i Cypern
Billede mangler

CYPERN: Natten til lørdag blev eurozonens finansministre og Den Internationale Valutafond (IMF) enige om en hjælpepakke på ti milliarder euro til økonomisk trængte Cypern, men det er flere af landets borgere vrede over.

 

Kravene for, at Cypern kan modtage hjælpepakken, lyder blandt andet på, at folk med mindre end 100.000 euro i banken skal betale en engangsskat på 6,75 procent, mens folk med mere end 100.000 euro skal betale 9,9 procent.

Præsident Nicos Anastasiades har kaldt det et »smertefuldt« skridt at skulle tage, mens andre cyprioter reagerer noget mere voldsomt.

»Det er det samme som tyveri,« siger en mand til Reuters i hovedstaden Nicosia.

Flere cyprioter strømmede lørdag til hæveautomaterne for at mindske det beløb, der nu skal trækkes en engangsskat fra.

»Jeg har tjent de her penge, og nu bliver de taget for at dække over nogle fejl, der ikke er min skyld,« siger en kunstner ved navn Kyriakos til Reuters.

Nogle af de banker, der har åbent om lørdagen i Cypern, måtte se sig nødsaget til lukke igen, efter at lange køer begyndte at danne sig foran hæveautomaterne.

»Det er røveri, og vi må få EU til at stoppe det,« siger en britisk statsborger ved navn Alan til BBC.

»Vi går på pension og tager vores opsparinger med til en bank i Cypern, og så kan de bare tage vores penge uden tilladelse og sige, at vi i stedet får aktier i en konkursramt bank,« siger han.

Ifølge Reuters består næsten halvdelen af Cyperns bankkunder af russiske statsborgere, og det frygtes, at de nu vil tage deres penge og forlade landet.

Der spekuleres ifølge BBC i, at netop Rusland kan være med til at finansiere hjælpepakken ved at forlænge et lån til Cypern på 2,5 milliarder euro.

»Som jeg har forstået det, så er den russiske regering klar til at bidrage med en forlængelse af lånet og en sænkning af renten,« siger EUs økonomikommissær, Olli Rehn.

Mandag rejser Cyperns finansminister, Michael Sarris, til Moskva, skriver BBC.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu