Krigen fortsætter i Kolding

7. marts 2013 08:45 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Krigen fortsætter i Kolding
Billede mangler

Balladen fortsætter ufortrødent i Kolding, hvor forsoning mellem KIF Kolding Københavns direktør Jens Boesen og KIF Hovedforeningen efterhånden ligner et usandsynligt scenarie.

 

Sporten.dk erfarer, at Hovedforeningen nu to gange har set stort på indkaldelser til forsoningsmøder fra bestyrelsen i KIF Elite, der er selskabet bag KIF Kolding København. Og Hovedforeningens manglende vilje til at finde en løsning har ifølge sporten.dk’s oplysninger optrappet krigsstemningen hos KIF Elite, som mener, at der er tale om et alt for voldsomt personangreb på Jens Boesen.

– Det er jo dybt useriøst, at de kommer med krav om Jens Boesens opførsel, og så udebliver de fra to møder, hvor man skal forsøge at finde en løsning. Det virker meget mærkeligt, hvad de har gang i, og tålmodigheden er ved at være opbrugt, siger en kilde tæt på KIF Elites bestyrelse

Det første møde skulle være afholdt kl. 12.00 i fredags, hvor også borgmester Jørn Pedersen ville være til stede for at mægle i sagen, men her dukkede Hovedforeningens repræsentanter ikke op, da de ’ikke havde tid.

Onsdag morgen var der så igen indkaldt til en omgang fredspibe, men heller ikke her mødte formand Jørgen Lildballe eller andre fra Hovedforeningen frem.

Formand for KIFs bestyrelse Jon Stefansson ønsker ikke at kommentere sporten.dks oplysninger.

– Vi har lavet en aftale med borgmesteren om, at vi klarer KIFs anliggender uden om pressen. Og den aftale har jeg tænkt mig at overholde, så jeg har ingen kommentarer, siger Jon Stefansson.

Sporten.dk har forsøgt at få en kommentar fra Jørgen Lildballe, men han har ikke svaret på vores henvendelser.

Konflikten mellem de to parter brød ud i sidste uge, hvor JydskeVestkysten kunne afsløre en intern mail fra Jørgen Lildballe med overskriften ’Nødråb, som indeholdte en sønderlemmende kritik af KIF Kolding Københavns direktør Jens Boesen.

Mailen, der var sendt ud til en lange række bestyrelsesmedlemmer i flere KIF-selskaber, krævede, at Jens Boesen ikke længere måtte vise sig på personalekontoret eller henvende sig til medarbejderne i Kolding-Hallerne. En mildest talt speciel situation, da Boesen har sit kontor i Kolding-Hallerne. De krav skulle ifølge Lildballe accepteres, for ellers ’ville det få konsekvenser. Og den formulering har åbnet for spekulationerne om, at Hovedforeningen ville smide KIF Kolding København ud af Kolding-Hallerne.

Lildballe beskriver i mailen over fire sider, hvordan Jens Boesen ikke betaler sine regninger, og hvordan han verbalt har overfaldet haldirektør Per Bertelsen, der samtidig er formand i Dansk Håndbold Forbund, på den ’mest svinske facon foran ansatte og kunder.

Senere kom det frem, at Jens Boesen og KIF Kolding København har overtrådt aftalen om, at al mad til klubbens arrangementer skal købes i Kolding-Hallernes cafeteria, og summen af disse ting har altså fået Hovedforeningen til at sige stop. Derfor var kravet, at KIF Elite senest fredag kl. 12.00 skulle acceptere en række krav – herunder blandt andet altså Boesens begrænsninger i Kolding-Hallerne.

Ifølge sporten.dks kilder har KIF Elite ikke accepteret disse krav, og efter at Hovedforeningen er udeblevet fra de to møder, er der ingen udsigt til, at der er bedring på vej i krigen mellem bredden og eliten i Kolding.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu