Krigsfange fortsætter tortursag mod Danmark

29. december 2011 19:04 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Krigsfange fortsætter tortursag mod Danmark
Billede mangler

Anklagerne om Danmarks rolle i udleveringen af krigsfanger i Irak og Afghanistan til tortur fortsætter i fulde drag.
Den afghanske krigsfange Ghousouallah Tarin har nu af Procesbevillingsnævnet fået fri proces til at fortsætte sin retssag mod Forsvarsministeriet.
Ghousouallah Tarin kræver erstatning, fordi danske soldater i 2002 udleverede ham til amerikanske styrker i Kandahar i Afghanistan.
Tarin blev ifølge eget udsagn slået og sparket samt fik barberet alt sit hår af.
Han fik i april afvist sit krav om erstatning på 50.000 kroner i Østre Landsret. Nu kan han få sin sag genoptaget i Højesteret.
Muligheden for at fortsætte sagen glæder Ghousouallah Tarins advokat Tyge Trier.
“Det er en principiel sag, og vi er glade for, at han får lov at køre sagen videre med fri proces, for han har ingen midler. Han bor i Kandahar og er syg,” siger Tyge Trier til Newspaq.
Advokaten mener, at sagen handler om, at det var meget usikkert, hvordan fanger blev behandlet.
“Spørgsmålet er, om det var en fejl, at han blev udleveret. Det var meget usikkert på det tidspunkt, hvordan fanger blev behandlet, når de blev udleveret til amerikanerne,” siger Tyge Trier.
Det var danske jægersoldater og specialister fra Frømandskorpset, der anholdt og udleverede Ghousouallah Tarin.
“Tarin blev anholdt i en lille landsby uden for Kandahar sammen med 30 andre. Efterfølgende blev han udleveret til amerikanerne i Kandahar, hvor han ifølge flere kilder blev kronraget og slået,” lyder det fra Advokaten.
Sagen har kørt siden 2007 og blev første gang offentligt kendt i forbindelse med den kontroversielle dokumentarfilm “Den hemmelige krig.”

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu