Krigsforbryderanklaget »Terminator« erklærede sin uskyld

26. marts 2013 15:21 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Krigsforbryderanklaget »Terminator« erklærede sin uskyld
Billede mangler

HOLLAND: Den congolesiske krigsherre Bosco Ntaganda erklærede sig uskyldig i en serie af krigsforbrydelser, da han tirsdag mødte op ved den internationale straffedomstol, ICC, i Haag.

 

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

39-årige Ntaganda mistænkes for at stå bag en række krigsforbrydelser gennem en periode på 15 år i det krigshærgede Congo. Ntaganda, der også er kendt som »The Terminator«, menes blandt andet at være involveret i drabene på flere end 800 mennesker i en række landsbyer i Ituri-regionen i det nordøstlige Congo.

Bosco Ntaganda er desuden mistænkt for at bruge børnesoldater i sin oprørshær, holde kvinder som sex-slaver og for at have begået en serie af voldtægter. ICC udstedte en arrestordre på Ntaganda i 2006.

Til manges store overraskelse meldte Ntaganda sig selv, da han frivilligt mødte op på den amerikanske ambassade i Rwandas hovedstad, Kigali. Her bad han selv – som den første nogensinde – om at blive overført til Den Internationale Straffedomstol i Haag.

Forklaringen kan ifølge flere nyhedsbureauer være, at Ntaganda frygter for sit liv og er jaget af nogle af sine tidligere venner fra oprørsbevægelsen M23.

Den kronragede Ntaganda mødte op ved straffedomstolen iført et mørkeblåt jakkesæt, en blå T-shirt og et stribet slips og så ifølge Reuters beklemt ud ved hele situationen.

Efter at have bekræftet sin identitet erklærede han sig uskyldig. Dommeren afbrød dog og sagde, at det ikke handlede om skyld eller uskyld ved det første indledende retsmøde, men udelukkende om at gøre ham bekendt med anklagerne mod ham.

Ntaganda var indtil for nylig kaptajn i oprørsbevægelsen M23, men sammen med hundredvis af oprørere flygtede han til Rwanda efter et sviende nederlag til en rivaliserende oprørsgruppe.

Næste retsmøde i sagen mod ham er 23. september, hvor dommere skal tage stilling til, om der er beviser nok mod Ntaganda til at indlede en egentlig retssag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu