Krimibølgen er aftaget i styrke

5. februar 2013 03:06 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Krimibølgen er aftaget i styrke
Billede mangler

Internetboghandleren Saxo.com har haft et fald i salget af krimier på 35 procent de seneste fire år, og samme tendens mærkes hos Arnold Busck. Det skriver metroXpress tirsdag.

 

– I 2010 var 12 af de 20 bedstsælgende bøger op til jul krimier. Forrige jul var det syv ud af 20, og denne gang var det så kun to bøger på listen, der var krimier. Jeg tror, krimimarkedet er ved at være mættet, siger Andreas Nordkild Poulsen, kommunikationschef i Arnold Busck, til gratisavisen.

Hos forlaget Gyldendal har man ligeledes mærket krimisalget falde over det seneste halvandet år. Og samme melding kommer fra både Lindhardt og Ringhof og forlaget Modtryk, der primært udgiver krimier.

– Det er ikke længere som i jubelårene fra 2008 til 2011. Dengang var det meget nemt at lancere en ny forfatter. Det er blevet sværere nu, siger Modtryks direktør, Ilse Nørr, til metroXpress.

Hos Arnold Busck mener man, faldet skyldes, at forlagene har været for ukritiske, når de udgav krimier, hvilket har været skidt for genren.

Det er Hans Henrik Schwab, chef for Lindhardt og Ringhofs skønlitterære afdeling, enig i.

– Jeg tror, forlagene må gribe i egen barm. Fordi krimibølgen var så stor, så har vi nok ubevidst sænket niveauet lidt, fordi vi alle sammen gerne ville finde den næste Stieg Larsson, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu