Kriminalitet: Så stor er risikoen for dig

20. august 2012 13:59 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Kriminalitet: Så stor er risikoen for dig
Billede mangler

46 borgere går fri, hver gang én bliver ramt af kriminalitetens voldelige knytnæve eller langfingrede tyvehånd. Og det er bedre odds end sidste år, hvor kun 44 gik fri.
Danskere har sammenlagt anmeldt 4351 færre kriminelle episoder i perioden. Risikoen for at blive ramt af kriminalitet er dermed faldet 3,5 procent i de første seks måneder af 2012 sammenlignet med samme periode sidste år, viser Rigspolitiets halvårstal.
Det er hovedsageligt fald i den personfarlige kriminalitet – blandt andet vold – samt anden kriminalitet rettet mod borgere såsom indbrud og hærværk, der betyder en tryggere hverdag.
Personfarlig kriminalitet er faldet tre procent siden 2011 og indbrud med fire procent. Og det glæder rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.
– Det er en af vores vigtigste opgaver at medvirke til at sikre borgernes tryghed. Derfor skal vi konstant arbejde på at reducere borgernes risiko for at blive ramt af kriminalitet, siger rigspolitichefen i en pressemeddelelse.
Selvom borgerne udsættes for mindre kriminalitet, bliver flere sigtet end tidligere.
– Det er meget tilfredsstillende, at vi på trods af, at der begås mindre kriminalitet, har formået at fastholde det høje niveau i antallet af sigtelser, som vi opnåede i første halvår 2011, fortæller Jens Henrik Højbjerg.
Den faldende risiko for at blive udsat for kriminalitet bygger først og fremmest på, at færre udsættes for vold, indbrud, røveri, gaderøverier, tricktyverier og hærværk.
Omvendt er tyveri fra borgere, eksempelvis tyveri af pung og taske, samt hæleri steget.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu