Krise gør det sværere at købe på klods

21. november 2011 07:42 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Krise gør det sværere at købe på klods
Billede mangler

I takt med den økonomiske krise er det blevet mere og mere almindeligt at købe sine julegaver på kredit. Men det bliver sværere og sværere at få lov.
Julen er dyr. Og mange danskere får sværere og sværere ved at følge med.
– Vi har aldrig haft så mange registrerede i Debitor Registret, som vi har nu, og der kommer flere til hver eneste dag. Det giver ekstra pres på vores telefoner. Alle dem, der er blevet nægtet kredit her op mod jul, henvender sig til os for at høre, hvordan de kan slippe ud af registret og dermed få mulighed for at låne til julegaverne, fortæller kundeservicechef og partner i Debitor Registret, Christa Sørensen.
Siden sidste jul er antallet af registreringer i Debitor Registret steget med flere end 40.000. De mange registreringer berører flere end 135.000 danskere, som ikke kan købe deres julegaver på kredit.
Dårlige betalere kan ikke låne
– Man skal huske på, at er man registreret hos os, kan man ikke længere oprette et mobilabonnement, tage et mindre forbrugslån eller andet i den stil. Så det giver udfordringer for dem, som har tænkt sig at finansiere julen på den måde, siger Birger Baylund, adm. direktør i Debitor Registret.
Udviklingen betyder, at mange flere i år vil opleve et nej, når de vil købe på kredit.
– Der er 9.000 flere registrerede, end der var for et år siden – en stigning på 5,5 pct. Og det er vel at mærke alle sammen nogen, som ikke tidligere har oplevet på egen krop, hvad det vil sige ikke at kunne handle på kredit. De har valget mellem mindre julegaver eller at tage hånd om deres gæld, konstaterer Birger Baylund.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu