Kriseramt Slovenien udskifter premierministeren

28. februar 2013 07:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kriseramt Slovenien udskifter premierministeren
Billede mangler

SLOVENIEN: Alenka Bratusek kan blive Sloveniens første kvindelige premierminister. Det ligger fast efter en afstemning i parlamentet onsdag, hvor et flertal afsatte Janez Jansa og hans borgerlige regeringskoalition. Det er nu op til Bratusek at danne en ny regering, der skal styre Slovenien ud af en voldsom økonomisk og politisk krise.

 

»I dag markerer et afgørende øjeblik for Slovenien,« sagde den 42-årige tidligere topembedsmand i det slovenske finansministerium ifølge Reuters efter onsdagens afstemning, hvor premierminister Jansa blev afsat med stemmerne 55 mod 33.

Den tidligere jugoslaviske republik Slovenien blev tidligere betragtet som en duks i EU-sammenhæng, men landet er blevet hårdt ramt af den internationale krise. Arbejdsløsheden er rekordhøj og banksektoren er i knæ, og det gisnes nu om, at Slovenien vil være ude af stand til at indfri sine lån på to milliarder euro, som forfalder i midten af 2013.

Offentlige nedskæringer og beskyldninger om korruption har ført til demonstrationer af et omfang, som ikke er set siden Sloveniens brud med Jugoslavien i 1991. Den slovenske økonomi skrumpede sidste år med to procent, mens ledigheden har rundet 12 procent.

Alenka Bratusek, der repræsenterer det nye centrumventre-parti Positive Slovenien, har på forhånd indgået en aftale med parlamentets socialdemokrater samt to af Janez Jansas tidligere allierede om at danne regering. Hun afviser ifølge Reuters, at der er brug for flere spareplaner.

»Vi prioriterer vækst og beskæftigelse, som skaber rigdom for alle. Lad mig slå det fast: Vi vil ikke se et græsk scenarie i Slovenien,« erklærede Bratusek i parlamentet onsdag.

Det ventes, at parlamentet vil godkende den nye regeringskoalition i slutningen af marts.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu