Kritikken vælter ned over Assad efter tale

6. januar 2013 15:20 | Af: Lasse Romme
 
Kritikken vælter ned over Assad efter tale
Syriens præsident, Bashar al-Assad. Arkivfoto.
Syriens præsident, Bashar al-Assad på talerstolen i Operahuset i Damaskus i Syrien.

Syriens præsident, Bashar al-Assad på talerstolen i Operahuset i Damaskus i Syrien.

Der var ikke andet end ligegyldige ord og tomme løfter, da Syriens præsident, Bashar al-Assad, søndag holdt en tale i hovedstaden Damaskus.

 

Sådan lyder den brede internationale kritik efter præsidentens tale, hvor han opfordrede til national mobilisering i krigen mod »terrorister«, som det syriske styre konsekvent kalder oprørerne, og samtidig lancerede et såkaldt »fredsinitiativ«.

 

– Hans udtalelser er bare gentagelser af det, han hele tiden har sagt. Det er de samme løfter, som han har givet os. Eftersom Assad ikke længere har tilpas autoritet til at repræsentere det syriske folk, så har hans ord mistet overtalelsesevnen, siger Tyrkiets udenrigsminister, Ahmet Davutoglu.

 

Han bliver bakket op af sin britiske kollega, William Hague, der siger, at talen er fyldt med »tomme løfter om reformer, der ikke narrer nogen«.

EUs udenrigschef, Catherine Ashton, gentager, at Bashar al-Assad bliver nødt til at gå af som præsident.

– Vi vil se nøje på, om der er noget nyt i talen, men vi fastholder vores holdning om, at Assad må træde til side og give plads til en politisk overgang, siger en talsmand for Catherine Ashton til Reuters.

 

Syriens oppositionsalliance ser Assads tale som et forsøg på at forpurre en international aftale mellem vestlige og arabiske lande om, at han skal gå af som præsident.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu