Kun få tip om hittebarn fra Maribo

17. december 2011 17:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Kun få tip om hittebarn fra Maribo
Billede mangler

Den nyfødte dreng, der fredag morgen blev fundet efterladt på en sti i Maribo, har det efter omstændighederne godt.
Men politiet er stadig uden afgørende spor, der kan føre frem til moren, der fødte drengebarnet en time før, han blev fundet stærkt afkølet i et tæppe inde i en plasticpose.
“Der er ikke noget gennembrud. Vi har fået nogle henvendelser, både anonyme og med navne, men de har ikke ført til noget endnu,” siger vagtchef Stefan Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Newspaq.
Spædbarnet blev fredag klokken 9.49 fundet efterladt liggende bag en transformator på stien ved cykeltunnelen, der fører under Østre Landevej mod Blæsenborgskolen i Maribo.
Det var en kvinde, der var på stedet for lufte sin hund, der fandt drengen. Hunden viste interesse for en bærepose fra Rema 1000, som viste sig at indeholde barnet, der var svøbt i et tæppe.
Plasticposens salgsdato og -sted er dog ikke muligt at fastslå på trods af stregkoden, så heller ikke her står politiet med et spor.
Vagtchef Stefan Jensen kan dog fortælle, at drengens helbred er godt.
“Han var jo stærkt afkølet, da han blev fundet. Men kropstemperaturen steg hurtigt, og han er begyndt at tage føde til sig. Så alt i alt ser det ud som om, han kommer videre uden men,” siger vagtchefen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu