Kun fem pirater er dømt på fire år

2. maj 2012 17:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Kun fem pirater er dømt på fire år
Billede mangler

De har ikke ligget på den lade side, de danske styrker under Nato der bekæmper pirateri ud for Afrikas østkyst.
Danskerne har siden starten i september 2008 grebet fat i kraven på 286 formodede pirater, men af dem er blot fem indtil videre blevet dømt.
Det forklarede forsvarsminister Nick Hækkerup (S) og udenrigsminister Villy Søvndal (SF) på et samråd i Folketinget onsdag.
Af de 286 tilfangetagne har danskerne blot overdraget 41 personer til retsforfølgelse i Seychellerne, Kenya og Holland.
Det yderst beskedne antal dømte i forhold til tilfangetagne – under to procent – fik dog ikke ministrene til at tøve med at pointere, at de danske styrkers “arbejde har med al ønsket tydelighed haft en effekt”.
Danmark har en aftale med Kenya om, at landet skal se på, om man vil tage sig af tilfangetagne pirater og forsøge at få dem stillet for en dommer.
Også Seychellerne har taget imod, men nu er regeringen også gået i gang med at få aftaler på plads med både Mauritius og Tanzania, fastslog udenrigsminister Villy Søvndal på dagens samråd.
Og det skridt kvitterer oppositionen i Folketinget for.
– Der er grund til at kvittere for, at regeringen vælger også at tale med andre lande, siger Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu