Kun præster beholder jobbet

2. maj 2012 10:14 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Kun præster beholder jobbet
Billede mangler

Kordegne og kirketjenere kommer formentlig til at skulle se sig om efter et andet job, når en række kirker i hovedstaden til næste år bliver lukket. Præsterne er derimod garanteret job, skriver Kristeligt Dagblad.
Københavns Stiftsråd har udpeget 17 kirker til lukning, og de cirka 13 præster, som bliver direkte berørt af kirkelukninger, er nemlig sikret arbejde, oplyser Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen:
– Der er ingen, som bliver afskediget. De fleste er allerede en del af et pastorat, og der vil tjenesten bare fortsætte. Hvor der enkelte steder skal oprettes nye sogne, er det også tanken, at præsten skal gå med over i det arbejde, siger han til Kristeligt Dagblad.
– De øvrige præster følger med ind i et samarbejde, som skal opstå ved oprettelsen af nye sognegrænser. Så de er også sikrede, fortsætter Peter Skov-Jakobsen.
Ifølge formand for Stiftsrådet Inge Lise Pedersen vil der til gengæld blive skåret i antallet af kirkeligt ansatte ud over præsterne.
– Det er klart, at en del af besparelserne ligger i, at der skal være færre kirkefunktionærer. Men vi har ingen fælles handlingsplan, siger Inge Lise Pedersen til Kristeligt Dagblad.
Hun peger på, at det ansvar ligger i provstierne. Og her fortæller flere provster i de berørte provstier, at man ikke kan garantere job til alle, der kommer til at stå uden job ved en kirkelukning – bortset altså fra præsterne.
– Jeg tror, at der alle steder bliver tale om en meget fair løsning for kirkefunktionærerne med naturlig afgang som en stor del af løsningen, siger provst i Bispebjerg-Brønshøj Provsti Johanne Haastrup.
I syv af de i alt 17 kirker, som Stiftsrådet i København har anbefalet at lukke, nægter præster eller menighedsrådsformænd at følge anbefalingen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu