Kvæstet SF-rådmand i stabil tilstand

3. juli 2012 17:47 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Kvæstet SF-rådmand i stabil tilstand
Billede mangler

Den århusianske sundheds- og omsorgsrådmand, Dorthe Laustsen (SF), meldes i en stabil tilstand efter en trafikulykke mandag eftermiddag og flere efterfølgende operationer.

 
Aarhus Kommune skriver på sin hjemmeside, at hendes situation dermed er uændret tirsdag ved middagstid, siden de første oplysninger om ulykken kom frem tirsdag morgen.
Ulykken skete ifølge Østjyllands Politi på Horsensvej syd for Odder, da Dorthe Laustsen med sin mand som passager og en trailer spændt på bilen pludselig kørte over i den modsatte kørebane og stødte sammen med en modkørende skraldebil.
Dorthe Laustsen blev overført til Skejby Sygehus, hvor hun har gennemgået flere operationer, oplyser Aarhus Kommune.
Rådmanden ligger på intensivafdelingen på sygehuset.
Dorthe Laustsens mand, Anders Kold, som var passager i bilen, blev også kvæstet ved ulykken. Han fik flere knoglebrud, men hans tilstand er ikke kritisk.
Deres familie har bedt om ikke at blive kontaktet om ulykken.
I stedet vil der på Aarhus Kommunes hjemmeside www.aarhus.dk blive orienteret om Dorthe Laustsens tilstand, hvis der sker ændringer.
Aarhus borgmester Jacob Bundsgaard (S) har på vegne af Aarhus Byråd udtrykt, at han er dybt berørt af ulykken.
Også SF’s formand, Villy Søvndal, sender sine tanker til Laustsen og hendes familie og krydser fingre for, at hun sammen med sin mand kommer på benene igen.
– Jeg er meget ked af og berørt over, at Dorthe og hendes mand er kommet så alvorligt til skade i en trafikulykke. Jeg kan forstå, at det for især Dorthes vedkommende er meget alvorligt. Det gør mig utrolig ondt, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu