Kvinde dør efter brand i lejlighed

11. januar 2017 06:43 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Det er endnu uvist, hvordan branden er opstået.

Kvinde dør efter brand i lejlighed
Lejligheden er beliggende på Birkehegnet i Næstved. Foto: Google Maps.

En 48-årig kvinde har mistet livet efter en brand i en lejlighed i Næstved. Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi til Newsbreak.dk.

– Vi får anmeldelsen 23.40. Vi kommer derud, det samme gør brandvæsenet. De får hurtigt slukket branden, fortæller Stefan Jensen, vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, til Newsbreak.dk.

Ifølge politiet var der tale om en forholdsvis lille brand, der dog udviklede større mængder røg.

– Brandvæsenet bjergede en 48-årig kvinde, der var lejlighedens beboer, fortæller Stefan Jensen.

Kvinden blev herefter bragt til Slagelse Sygehus.

– Hun blev erklæret død 01.10, fortæller vagtchefen.

De pårørende er efterfølgende blevet underrettet om episoden.

Undersøgelser skal klarlægge årsag

Fra politiets side kan man på nuværende tidspunkt ikke fortælle, hvorfor branden opstod. Der forelægger heller ikke yderligere detaljer om, hvorvidt kvinden lejlighedens enlige beboer.

– Vi skal selvfølgelig kigge på lejligheden i dag sammen med teknikere, fortæller Stefan Jensen.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu