Kvinde får stor erstatning for ulovlig fyring

13. juni 2012 12:49 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Kvinde får stor erstatning for ulovlig fyring
Billede mangler

Der venter nu en erstatning til en kvindelig byggetekniker, der blev fyret efter barsel.
Kvinden blev fyret af sin arbejdsgiver i Nordjylland, da hun var vendt tilbage fra barsel. Det slår byretten i Hjørring nu fast er ulovligt, og kvinden får udbetalt en erstatning.
Kvinden er tilkendt moderen 279.000 kr. for uretmæssig opsigelse. Det svarer til ni måneders løn + sagsomkostninger. Dommen glæder formanden for Teknisk Landsforbund.
– Nu må de snart lære det. Vi ser igen og igen virksomheder opsige medarbejdere, der er på barsel eller netop er vendt tilbage på jobbet efter barsel. Det kan ikke passe, at vi i 2012 stadig behandler gravide og barslende som andenrangsmedarbejdere, siger Gita Grüning, formand for Teknisk Landsforbund.
Teknisk Landsforbund oplever ofte, at kvinder bliver fyret på grund af graviditet eller barsel. Men oplysning om reglerne kan få virksomhederne på bedre tanker og redde kvindernes job.
– Ligebehandlingsloven sikrer, at folk kan få børn uden at risikere, at det resulterer i, at deres job forsvinder. Derfor må fyring i forbindelse med graviditet, barsel og forældreorlov kun ske, hvis det på ingen måde kan undgås, siger Byrial Bjørst, advokat i Teknisk Landsforbund og ph.d. i ligeløn.
Teknisk Landsforbund er faglig organisation for kreative teknikere, designere og konstruktører med ca. 30.000 medlemmer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu