Kvinde-støn skal stoppes

29. januar 2013 16:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kvinde-støn skal stoppes
Monica Seles var i sin karriere kendt for højlydte støn, når hun slog til tennisbolden. Foto: Facebook.
Monica Seles

Monica Seles var i sin karriere kendt for højlydte støn, når hun slog til tennisbolden. Foto: Facebook.

Amerikanske Monica Seles var berømt for det i 1990’erne, mens Maria Sharapova har været det siden gennembruddet i 2004. Kendt og berygtet for de øredøvende skrig og støn i forbindelse med deres tennisspil. Nu kan det være slut.

 

– Hvis de gør det (stønner, red.) i dag, må de træne det ud af deres system, for der vil komme en regel mod det i sporten, siger Stacey Allastar, der er direktør for kvindernes tennisforbund, WTA, til USA Today.

Allerede under sidste års Wimbledon-turnering, hvor danske Frederik Løchte Nielsen som bekendt sejrede i double, blev grundstenen til det opsigtsvækkende tiltag lagt.

Dengang lancerede man en tre-strenget plan, der indebærer teknologi, regelændringer og uddannelse.

Det nye teknologiske tiltag, som er på vej, er et såkaldt ’stønnometer’. Det er en lydmåler, der kan kontrollere, at spillernes stønnen ikke overstiger en given lydgrænse.

Anders Haahr Rasmussen, tennisskribent og tenniskommentator på Eurosport, har fulgt kvindetennis verden over og blandt andet skrevet en bog om Caroline Wozniacki. Han føler sig overbevist om, at det mulige stønne-forbud er et resultat af tv-selskabernes store indflydelse.

– Det er mest af alt et kommercielt problem. Det sker meget sjældent, at spillerne klager over stønneri. Problemet ligger hos fans og medier, som er irriteret over at skulle høre på det. Og de har selvfølgelig meget magt, vurderer han og fortæller, at det langt fra er et udbredt problem i kvindetennissen.

– Sagen er et udtryk for, at det er dem, der er mest på fjernsynet, som gør det mest. Det er verdensranglistens nummer et, Victoria Azarenka, og nummer tre i verden, Maria Sharapova.

Den danske tennisspiller Malou Ejdesgaard har selv oplevet de såkaldte »stønnere« på WTA-touren. Blandt andet i en kamp mod portugisiske Michelle di Brito, som også er en af dem, der sørger for høje decibel på tennisbanen.

– Det er da højlydt, men det har nu egentlig aldrig påvirket mig, siger hun og tilføjer:

– Men jeg talte for nylig med et par veninder fra touren, som synes, at det er irriterende. At det larmer meget og er unødvendigt.

Ifølge Reuters er russiske Maria Sharapovas stønnen tidligere blevet målt til hele 101 decibel svarende til lyden af en motorsav, et trykluftsbor eller et tog.

– Jeg har stønnet så længe, jeg kan huske. Ingen lærte mig at gøre det hverken i Rusland eller Florida. Det er bare en naturlig vane, har Maria Sharapova tidligere udtalt.

Derfor håber hun nu på, at et eventuelt tiltag kun vil ramme nye generationer af tennisspillere. Et forslag, som Malou Ejdesgaard også finder mest fornuftigt.

– Skal Azarenka, Sharapova og Serena Williams ellers stoppe med at spille? Det er så stor en del af deres spil og et kendetegn for dem, så jeg tror ikke, at de bare kan holde op. Men jeg kan da godt forstå, man vil sætte en grænse, siger hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu