Kvindelig fodboldfan truer betjent på livet

19. maj 2012 14:30 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Kvindelig fodboldfan truer betjent på livet
Billede mangler

En 30-årig kvinde fra Aalborg har set sig godt og grundigt sur på en politibetjent i byen. Mindre end en måned efter, at hun blev dømt for at true betjenten, blev hun fredag formiddag igen anholdt for at true den samme betjent på livet.
Lørdag er kvinden i et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring blevet varetægtsfængslet i 16 dage for truslerne.
Den 24. april blev hun i Vestre Landsret idømt otte måneders fængsel for blandt andet trusler mod betjenten. Men dommen har ikke fået kvinden til at holde inde.
Fredag morgen sendte hun en sms med dødstrusler til betjenten.
Kvinden er ivrig fodboldfan og har flere gange fået karantæne på Aalborg Stadion.
Hendes vrede mod politimanden skyldes angiveligt, at hun mener, at han altid peger hende ud, når hun trods karantænen møder op til AaB’s kampe.
I landsretten var hun tiltalt for at opsøge politimanden privat, og den 21. oktober sidste år gik hun ind i hans have, hvor hun tog flere billeder.
Efterfølgende sendte hun ham en sms med trusler og skrev blandt andet, at man “ikke kan vide, hvad der sker, når man ikke er hjemme”.
Nogle dage senere sendte hun på ny en sms til politimanden, hvor hun blandt andet truede med, at han ville blive opsøgt af rockere.
Den 5. marts 2011 deltog hun i et fodboldoptog på Kastetvej og svingede med et tændt romerlys. Hun kastede det ind i mængden af mennesker omkring optoget.
En uge senere skulle FCK spille mod AaB i Aalborg, og hun overtrådte igen karantænen ved at møde op på stadion. Efter kampen stod hun i en flok af hooliganer ved Jomfru Ane Gade, hvor hun kastede flasker, ølkrus og møtrikker mod politiet.
Desuden blev hun dømt for hærværk mod en patruljevogn, ulovlig besiddelse af totenschlæger og peberspray.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu