Kvinder fylder kufferten til bristepunktet

27. marts 2013 12:47 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kvinder fylder kufferten til bristepunktet
Billede mangler

Fire ud af ti kvinder har svært ved at begrænse sig, når de pakker deres habengut til ferien.

 

De ender derfor med at rejse med både en fyldt kuffert og en håndbagage, der er proppet til randen. Det viser en undersøgelse foretaget af hoteludbyderen Hotels.com blandt 1.189 danskere.

Undersøgelsen viser også, at hver femte kvinde tiltusker sig plads til deres sager i partnerens kuffert, fordi deres egen er fyldt.

Kun fire procent af mændene har været nødt til at bede om plads til ferietingene i partnerens kuffert. Og mens 21 procent af kvinderne har set sig nødsaget til at købe en ekstra kuffert i forbindelse med en ferie, så er det kun 15 procent af mændene, der har haft behov for at købe en ekstra kuffert til pakkenellikerne.

Men selv om det tilsyneladende er kvinderne, der har sværest ved at kende begrænsningens kunst, så er det paradoksalt nok mændene, der oftest betaler for overvægt på bagagen.

Således har hver femte mand oplevet at måtte betale for overvægt, når de skulle tjekke bagagen ind i lufthavnen, mens blot 13 procent af kvinderne har måttet hive kreditkortet frem ved indtjekningsskranken.

Om det kan forklares med, at mændene har båret rundt på deres bedre halvdels bagage, siger undersøgelsen ikke noget om.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu