Kvinder skifter til ældre og sikrere p-piller

8. februar 2013 22:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kvinder skifter til ældre og sikrere p-piller
Billede mangler

Halvdelen af de danske p-pille-brugere er på godt et år vendt tilbage til en ældre og mere sikker version af pillerne. Salget af såkaldte »andengenerations-p-piller« er nemlig mangedoblet, siden en stor dansk undersøgelse bekræftede, at nyere generationer af p-piller giver en højere risiko for blodpropper, skriver Berlingske.

 

I 2011 købte 84 procent af de danske p-pillebrugere de nyeste – og betydeligt dyrere – præparater med den højere risiko, men i december 2012 blev der solgt lige så mange af andengenerations-p-pillerne som af de førhen langt mere populære tredjegenerationspiller. Samtidig er salget af både tredje- og fjerdegenerationspillerne halveret.

»Det er meget glædeligt, at vores anbefaling er slået igennem både hos lægerne og hos kvinderne,« siger overlæge Doris Stenver fra Sundhedsstyrelsen, der sidste år ændrede anbefalingerne om p-piller.

Styrelsen opfordrer ikke direkte til at skifte fra de nyere p-piller, som mange alligevel har gjort. Lægerne anbefales nu blot, at lade andengenerationspillerne være førstevalget til nye p-pille-brugere, og at kvinder på tredje- og fjerdegenerationspillerne informeres om den øgede risiko.

Alle p-piller giver en øget risiko for blodpropper i venerne, som kan føre til blodprop i lungerne og i værste fald hjertestop. Risikoen tredobles med andengenerationspillerne og seksdobles med tredje- eller fjerdegenerationspiller. Hos helt unge kvinder er risikoen for en blodprop i forvejen meget lille, men fordi så mange af dem bruger p-piller, vil størstedelen af blodpropperne hos unge piger skyldes p-piller. Til gengæld vil skift til andengenerationspiller betyde et mærkbart fald i antallet af blodpropper hos kvinder.

Samtlige generationer af p-piller virker lige godt som præventionsmiddel, men nogle kvinder oplever større gener ved andengenerationspillerne end ved tredje- eller fjerdegeneration. P-piller kan få sexlysten til at forsvinde, man kan få uren hud, hovedpine, vægtproblemer, humørsvingninger og en række andre bivirkninger, som hos nogle afhjælpes ved at skifte til en ny type p-piller.

»Hvis en kvinde trives bedre med tredjegenerationspillen, står det hende frit for at vælge dem. Hun skal bare være velinformeret om risikoen af sin læge,« siger professor ved Rigshospitalet Øjvind Lidegaard, der udførte den store undersøgelse af alle danske p-pille-brugere, som viste den øgede risiko ved de nyere generationer af piller.

I Frankrig er der netop starte en forsinket, men til gengæld så meget desto heftigere debat om de forskellige generationer af p-piller, efter at en ung bruger af en tredjegenerations-p-pille fik en blodprop i hjernen og lagde sag an mod både fabrikanten af pillen og mod chefen for den franske lægemiddelstyrelse, fordi hun ikke følte sig informeret om den øgede risiko.

Frankrig har til overflod reageret ved at anmode Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, om at revurdere tredje- og fjerdegenerationspillerne med henblik på at få dem trukket tilbage fra markedet.

»Det ville være en overreaktion at trække tredje- og fjerdegenerationspillerne tilbage, men det er på høje tid, at EMA melder klart ud, at der er en større risiko ved dem,« siger Øjvind Lidegaard.

De nyere generationer af p-piller kan ud over at give færre bivirkninger hos nogle kvinder bruges til behandling af gynækologiske sygdomme, som andengenerationspillerne ikke kan bruges til.

Skiftet til andengenerationspiller kan være hæmmet af en myte om, at risikoen for blodpropper stiger, når man skifter p-piller. Ved alle p-pilletyper er der ganske vist en ekstra forhøjet risiko for blodpropper det første år, man tager pillerne. Men hvis man skifter uden længere pause fra den ene type til den anden, øges risikoen ikke. Kun hvis man holder p-pille-pause i et år eller mere, træder man ind på det højere risikotrin, når man starter på pillerne igen.

»Til gengæld er man så fri for øget risiko for blodpropper i pausen, så samlet set øges risikoen ikke ved et skifte, hverken med eller uden pause,« siger Øjvind Lidegaard.

I Norge kan unge piger få gratis p-piller, og i Sverige diskuterer politikere i øjeblikket, om kondomer og p-piller skal være gratis for alle svenskere under 25 år, ligesom det allerede er i to svenske län eller amter.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu