Kvinder underpræsterer over for mænd

13. december 2011 08:59 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Kvinder underpræsterer over for mænd
Billede mangler

Kvinders opførsel i konkurrencesituationer kan have store konsekvenser for deres karriere på arbejdsmarkedet.
Det er en af konklusionerne i et studie fra Barcelona Graduate School of Economics, hvor forskere har analyseret 400 mænd og kvinders adfærd.
Det skriver Magasinet Arbejdsmiljø.
Studiet viser, at kvinder generelt undgår at konkurrere, hvis de kan. Dernæst klarer de sig dårligere, når de skal løse opgaver, der anses for at være mandeopgaver, hvis de er klare over, at de konkurrerer imod mænd.
“På arbejdsmarkedet befinder vi os ofte i konkurrencesituationer. Vi søger forfremmelser, vi prøver at klare os bedre end vores kolleger. Derfor er det vigtigt at se, hvordan de to køn opfører sig,” siger Pedro Rey-Biel, der er medforfatter på rapporten ifølge Magasinet Arbejdsmiljø.
Forskere påpeger dog, at der kan rettes op på forskellen, hvis kvinderne på forhånd får at vide, om de er bedre end den mand, de konkurrerer imod.
“Det viser, at information er vigtig. Bare ved at ændre på få ting kan det ændre resultatet fuldstændigt,” siger Pedro Rey-Biel til Magasinet Arbejdsmiljø.
Lektor Karen Sjørup fra RUC, der forsker i køn og ligestilling på arbejdsmarkedet, nikker genkendende til undersøgelsens konklusioner.
“Der er en følelse af, at det er meget ukvindeligt at gå i direkte konkurrence med mænd,” siger hun til Magasinet Arbejdsmiljø.
Forskning i Sverige viser desuden, at kvinder har lavere forventninger til sig selv på arbejdsmarkedet end mænd.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu