Kvists nedtur i Stuttgart

8. april 2013 19:11 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Kvists nedtur i Stuttgart
Billede mangler

For blot et år siden var William Kvist en af de bærende kræfter på Stuttgarts Bundesliga-mandskab. Roserne fra medier og klubledere væltede ned over tyskernes arbejdsmand, der hurtigt fik betegnelsen ’anførerpotentiale af træner Bruno Labbadia.

 

I april 2013 er virkeligheden en ganske anden. Formdyk og skader har spoleret den danske landsholdsspillers anden sæson for sydtyskerne og kostet en indiskutabel plads på landsholdet.

Nu spekuleres der i, at William Kvist kan være fortid i Bundesligaens øjeblikkelige 13’er til sommer.

– Freddi Bobic og Bruno Labbadia (henholdsvis sportsdirektør og træner i Stuttgart, red.) synes stadig, han er en god spiller, men de tvivler på, at han er manden, der kan få klubben til at tage det næste skridt. De har endnu ikke taget nogen beslutning om, at han kan forlade klubben til sommer, men de overvejer det, mener den tyske journalist Dirk Preiff.

Han følger Stuttgart tæt for avisen Stuttgarter Nachrichten. I fredags bragte mediet historien om William Kvists skuffende præstationer. Ifølge Dirk Preiff bærer en overbelastningsskade i foden en stor del af skylden. En skade, der ramte i december, og forhindrede den normalt så løbestærke Kvist i at træne fuldt med i en træningslejr i Tyrkiet i januar. Det har kostet.

Skader er dog langt fra hele forklaringen. Også William Kvists defensive spillestil modtager hård kritik. For meget boldflytteri og for lidt deltagelse i de offensive aktioner har sået tvivl om William Kvists berettigelse på den defensive midtbane. Også blandt klubbens tilhængere.

– Fansene ser ham ikke som lige så god som sidste år. Han laver mange fejl i sit spil og spiller meget baglæns. Det har gjort fansene utilfredse og bragt ham i en kritisk situation, lyder det fra Dirk Preiff.

Derfor er det også mere end tvivlsomt, om Kvist kan tilbageerobre pladsen i Stuttgarts startopstilling, som han har været forvist fra siden 17. marts. Herefter er det blevet til to bænkepladser.

Tror du, Stuttgart vil af med William Kvist?

– Stuttgart har det problem, at de ikke har råd til at investere mange penge i nye spillere. Så de kan ikke bare give Kvist løbepas og købe en ny spiller. Men hvis de får et tilbud på ham, kunne det godt være en mulighed at sælge ham, vurderer Preiff.

BNB har uden held forsøgt at få en kommentar fra William Kvist, Fredi Bobic og Bruno Labadia. Men i klubbens presseafdeling nedtoner man historierne om Kvists krise. Her siger pressechef Steffen Lindenmaier, at Kvist alene har været mærket af sine skader, og han vil ikke gå ind i spekulationer om et sommerskifte.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu