L.O.C. idømt fængselsdom for festivalvold

8. november 2012 06:26 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
L.O.C. idømt fængselsdom for festivalvold
Billede mangler

Liam O’Connor idømt 40 dages betinget fængsel for knytnæveslag mod festivalgæst ved “Rock under Broen” i Middelfart.
 
Rapperen L.O.C. er onsdag idømt 40 dages betinget fængsel af retten i Odense for vold mod en mand under en musikfestival i Middelfart i sommer.
 
L. O. C, hvis rigtige navn er Liam O’Connor, har hele tiden nægtet sig skyldig i at have tildelt en ung mand et knytnæveslag i ansigtet under Fyns største endagsfestival “Rock under Broen” i Middelfart den 9. juni i år.
 
Rapperen valgte dog ikke at anke dommen.
 
Sangeren havde optrådt på festivalen og var på vej tilbage mod garderoben i bil sammen med resten af bandet.
 
Og her møder han første gang offeret.
 
Ifølge L. O. C flår han døren til bilen op og råber ord som idiot. Offeret mener dog ikke, at han åbnede døren, men det kan han ikke afvise med sikkerhed.
 
Han forklarer, at bilens sidespejl havde ramt hans venstre skulder, hvilket gjorde ham gal.
 
Bilen kører videre og stopper i garderobeområdet længere nede ad vejen. Offeret forklarer, at han går efter for at få en undskyldning.
 
Det udvikler sig til et skænderi mellem chaufføren og offeret. En anden af bilens passagerer, sangeren U$O, blander sig i diskussionen, hvilket får offeret til at tage fat i U$O’s hættetrøje.
 
Et voldsomt syn for L. O. C, som mener at se sin ven blive overfaldet og reagerer ved at skubbe offeret væk, forklarer han.
 
Men ifølge offeret rammes han pludselig af et slag, mens han har fat i U$O’s hættetrøje.
 
Han ser ikke L. O. C slå – men han er ikke i tvivl om, at slaget kom fra ham, da han så direkte op på sangeren efter slaget.
 
11 vidner har været i retten. Syv fra anklageren og fire fra forsvareren.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu