LA: Lars Løkke hæver selv afgifter

13. september 2012 15:11 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
LA: Lars Løkke hæver selv afgifter
Billede mangler

Ole Birk Olesen, finans-, skatte og erhvervsordfører i Liberal Alliance, kalder det hyklerisk, at Venstre i dag stemmer ja til højere afgifter på blandt andet chokolade og fedt i Folketinget.
– Forleden dag udtalte Lars Løkke til en avis, at Danmark har brug for færre afgifter og flere arbejdspladser, men i dag stemmer Venstre ja til højere afgifter, der medfører tab af arbejdspladser, flere administrative byrder og øget grænsehandel. Det er jo det rene hykleri, at Venstre siger én ting om afgifter til vælgerne, men handler lige modsat i folketingssalen, siger Ole Birk Olesen og fortsætter:
– Det er noget underligt noget, at Venstre lægger stemmer til højere afgifter og samtidig fremlægger et finansforslag, hvor afgifterne skal fjernes igen. Det var jo faktisk også VK-regeringen selv, der indførte fedtskatten, siger Ole Birk Olesen.
Den liberale ordfører mener, at Venstre og De Konservative bærer en stor del af skylden for, at erhvervslivet har fået sværere vilkår.
– Venstre siger, at de har fortrudt fedtafgiften, men hvorfor så lægge stemmer til en Skattereform, der hæver afgifterne yderligere? Det er at gamble med danske virksomheders overlevelse, for der er jo ingen garanti for, at Venstre får sit forslag om lavere afgifter med i Finansloven, slutter Ole Birk Olesen. 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu