LA: Lavere britisk selskabsskat skærper krav til vækstpakke

21. marts 2013 14:02 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
LA: Lavere britisk selskabsskat skærper krav til vækstpakke
Billede mangler

Storbritannien er endnu engang klar til at sænke selskabsskatten, så den fra 2015 er på bare 20 procent, og det skærper ifølge Liberal Alliance kravene til en kommende vækstpakke herhjemme.

 

Ifølge skatteordfører Ole Birk Olesen (LA) bør regeringen gå efter at sænke selskabsskatten mere end de tre procentpoint, som den i udspillet Vækstplan DK lægger op til.

»Med Storbritanniens melding om at sænke selskabsskatten til 20 procent bliver regeringen nødt til at sænke den danske selskabsskat yderligere – ellers bliver vi hægtet af, før vi overhovedet er begyndt. Selskabsskatten skal efter vores mening halveres, så vi i stedet for at halse efter vores nabolande kommer foran i kapløbet,« siger Ole Birk Olesen i en pressemeddelelse.

Liberal Alliance vil finde pengene til en halvering af selskabsskatten – 17,3 milliarder – ved at reducere væksten i det offentlige forbrug.

»De penge kan nemt findes ved at holde lidt igen med den offentlige forbrugsvækst. Helt konkret handler det om, at det offentlige forbrug blot skal vokse med 0,1 procent mindre, end regeringen har planlagt,« siger Ole Birk Olesen.

Ifølge Vækstplan DK vil regeringen sænke selskabsskatten fra 25 til 22 procent, så den er på niveau med selskabsskatten i Sverige.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu