LA og K vil skære endnu mere i selskabsskatten

26. februar 2013 15:13 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
LA og K vil skære endnu mere i selskabsskatten
Billede mangler

Regeringen vil sænke selskabsskatten fra 25 til 22 procent over tre år, men det er langt fra nok, lyder det fra både Liberal Alliance og Konservative. Formand Anders Samuelsen (LA) vil have selskabsskatten halveret til 12,5 procent og altså lavere end i lande som Sverige og England.

 

Han sammenligner situationen med et maratonløb, hvor det ganske vist er positivt at rykke fremad fra en sidsteplads, men hvor man ingenting vinder, når ens konkurrenter fortsat løber meget stærkere.

»Som gammel løber kan jeg huske, at når man lå bagest i feltet, så kostede det langt flere kræfter at komme fremad, end hvis man allerede lå fremme. Det er det, regeringen gør. De ligger bagest i feltet,« siger Anders Samuelsen.

De Konservative vil ligeledes have sænket selskabsskatten væsentligt mere end regeringen lægger op til. Her mener man, at 15 procent er det rigtige tal.

»Regeringens plan kommer lidt af vejen, men for at komme helt i mål, skal der tages fat med grundlæggende reformer og initiativer, der i endnu højere grad styrker efterspørgslen og investeringsklimaet i Danmark,« siger formand Lars Barfoed (K) i en pressemeddelelse.

Derudover peger de Konservative på, at man også bør gøre noget ved »den voldsomt stigende grænsehandel«, ligesom man ønsker at gå længere end regeringen, der i sin vækstplan vil genindføre den ellers nedlagte boligjobordning i 2013 og 2014.

Partiet vil udvide boligjobordningens fradrag fra de nuværende 15.000 kroner til 40.000 kroner per person.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu