Læge i livsfare efter knivoverfald

16. marts 2012 13:18 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Læge i livsfare efter knivoverfald
Billede mangler

En 34-årig mandlig læge og to kvindelige ansatte på henholdsvis 34 og 30 år er alvorligt kvæstede, efter en patient gik amok med kniv på dem i morges.
Gerningsmanden, en mand på 47 år fra det nordøstlige Odense, blev på anmodning fra hans praktiserende læge torsdag nat tvangsindlagt på gule papirer på psykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital.
Klokken var cirka 09.45 fredag, da den psykisk syge mand stak de tre ansatte ned, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Lægen har fået skåret maven op, mens den 34-årige kvinde blev stukket i ansigtet og på brystet, og den 30-årige fik perforeret bugvæggen.
Lige nu er den 34-årige læges tilstand kritisk, og også den ene af de to kvinder er i halvkritisk tilstand, som følge af de alvorlige kvæstelser, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Lars Fredensborg, til Newspaq.
Den sidste kvinde er også alvorlig såret, men hendes tilstand er dog stabil. De pårørende til de tre ansatte er underrettet, oplyser politiet.
To indtrængningshold og en specialuddannet forhandler ankom klokken 10.15 på universitetshospitalet, hvor de forhandler med den 47-årige mand, som har forskanset sig på en stue.
Om han stadig har kniven, er der endnu ikke melding om.
Den 47-årige var på OUH i anden anledning, da han blev indlagt lidt over midnat natten til fredag. Han er tidligere kendt af politiet og har en behandlingsdom bag sig.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu