Læger langer ud efter regeringens sundhedspolitik

8. marts 2013 16:42 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Læger langer ud efter regeringens sundhedspolitik
Billede mangler

Hvis den danske levealder skal op på niveau med andre vestlige lande, bør regeringen styrke den forebyggende indsats på sundhedsområdet, mener Lægeforeningen.

 

»Vi er nødt til at være mere skarpe, vi halter stadig bagefter mange lande. Der var faktisk tal fremme, der viste, at eksempelvis fedtafgiften virkede. Vi skal sørge for, at det er vanskeligere at leve usundt,« siger Jette Dam-Hansen, formand for Lægeforeningens forebyggelsesudvalg.

I særdeleshed for de svageste grupper i samfundet virker det godt at gøre det dyrere at være usund, vurderer hun og forklarer, at oplysning om risikoen ved rygning eller en usund livsstil kun hjælper nogle grupper i samfundet, mens et greb i pengepungen hjælper nogle af de svagere grupper til at føre en mere sund livsstil.

Lægeforeningen så gerne, at aldersgrænsen for køb af alkohol blev flyttet til 18 år mod de nuværende 16 år. Derudover mener foreningen, at der bør kigges på, om fedtafgiften eventuelt kan genindføres, om alkoholreklamer afskaffes og om man kan tænke cykelstier mere ind i byplanlægning for at få danskerne til at motionere mere.

»Der er faktisk plads til at leve sundt og sjovt. Vi ønsker ikke, at staten skal ind og være formynderisk, men den kan godt hjælpe til, at borgeren lever sundere,« siger Jette Dam-Hansen.

Ifølge en undersøgelse fra The Lancet kan spaniere regne med at leve 81,4 år, mens danskere kan se frem til at blive 78,9 år. Danmark ligger nummer 18 ud af 19 vestlige lande på listen over antal sunde leveår.

Lægeforeningen håber på, at et nyt sundhedspolitisk udspil kan hjælpe den skrantende danske sundhed.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu