Læger sender gravide hjem trods advarsel

14. marts 2013 22:35 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Læger sender gravide hjem trods advarsel

Danske hospitaler sender gravide hjem for at afvente veer, efter de har fået det ve-stimulerende middel Minprostin. Det sker i strid med Lægemiddelstyrelsens produktresumé, som ligger til grund for godkendelsen af præparatet, skriver Berlingske.

 

I det står som en særlig advarsel og forsigtighedsregel: »Bør kun anvendes på gynækologisk- og fødeafdelinger med det nødvdige udstyr«, samt »kontinuert monitorering af uterin aktivitet og føtal hjertefrekvens anbefales under behandling.« Altså at livmoderens aktivitet og barnets hjertelyd kontinuerligt bør overvåges under behandling.

Men hospitalerne i Hvidovre, Aalborg, Vendsyssel og Sønderborg hjemsender alligevel kvinder, efter de har fået Minprostin. Lægerne her henviser til Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG), som blåstempler ambulante forløb.

Overlæge Tom Weber har ledet DSOGs arbejde på området, men har ikke læst Lægemiddelstyrelsens produktresumé. Forelagt teksten siger han: »Det er forkert formuleret, mener jeg. Jeg vil tro, at de mener, at når fødslen går i gang, så skal man overvåge fødslen. Men ikke inden, for ellers skulle de ligge med CTG-maskine på i lang tid, somme tider flere dage, før fødslen går i gang.«

Ifølge producenten Pfizer er der dog langt fra tale om en forkert formulering.

»Behandlingen begynder i det øjeblik, patienten får præparatet. Teksten i produktresumeet er godkendt af myndighederne på baggrund af data fra Pfizer. Det er op til den enkelte afdeling og læge, hvordan de forholder sig til anbefalingerne i produktresumeet. Men vi anbefaler altid, at man læser det igennem for de produkter, man anvender,« siger Karen Torgny, kommunikationschef i Pfizer til Berlingske.

Sundhedsstyrelsens tilsynschef Anne Mette Dons skriver i en mail, at lægerne bør følge DSOGs guidelines: »Sundhedsstyrelsen anbefaler generelt, at produktresumeet følges, men der kan være gode grunde til at en læge fraviger dette. Fx kan der være en veletableret og dokumenteret klinisk praksis på området.«

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu