Lærere markerer sig over for forældre

28. februar 2013 07:41 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lærere markerer sig over for forældre
Billede mangler

På skoler landet over holder danske folkeskolelærere »aktionsdag«, hvor de med løbesedler og frugt fra morgenstunden vil forsøge at forklare forældre, hvad KLs udspil til en ny overenskomst betyder for deres børns undervisning.

 

»Hvis der kommer en tvungen heldagsskole, som bare bygger på, at lærerne underviser mere i stedet for at forberede sig, holder det ikke med de store opgaver, der ligger med inklusion og at møde eleverne, hvor de er,« siger næstformand i Danmarks Lærerforening, Dorthe Lange, der påpeger at det kan være svært for forældre at forstå, hvad der er på spil.

Forhandlingerne om en ny overenskomst for landets lærere brød sammen natten mellem tirsdag og onsdag. Danmarks Lærerforening var målløse og ville have KL tilbage til bordet, lød det.

Selv om aktionen kommer netop nu, hvor forhandlingerne er brudt sammen, og fronterne er trukket op mellem parterne, mener næstformanden ikke, at der er tale om en provokation.

»Vi vil ikke have en konflikt. Vi prøver blot at fortælle forældrene om, hvad der arbejdes for. Hvis der er noget provokerende i det, så er det, at KL slet ikke har lyst til at diskutere, hvad der sker,« siger Dorthe Lange.

Det er skoler landet over, der holder arrangementer, hvor forældre, inden børnene skal sidde bænket klokken otte, kan snakke med lærerne om kravene i forbindelse med forhandlingerne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu