Lærere til stormøde i konfliktens tegn

5. marts 2013 09:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lærere til stormøde i konfliktens tegn
Billede mangler

Det var egentlig meningen, at tirsdagens stormøde i Odense skulle bruges til at præsentere den nye overenskomst for lærerne.

 

Men Danmarks Lærerforening er blevet nødt til at sadle en smule om, eftersom overenskomstforhandlingerne indtil videre er parkeret i Forligsinstitutionen.

»Det bliver vi nødt til at forholde os til. Og det er ikke bare os, der sidder centralt i Danmarks Lærerforening, der skal det,« siger formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, til BT.

Derfor vil de strandede forhandlinger og striden om lærernes arbejdstidsregler være det altoverskyggende – og formentlig eneste – emne ved lærernes stormøde i Odense Congress Center tirsdag. 2.200 tillidsvalgte lærere fra hele landet kommer ifølge Anders Bondo Christensen til at diskutere:

»Hvordan undgår vi den fuldstændig håbløse konflikt, som ingen af os kan se en mening med, men som arbejdsgiverne er på vej til at bringe vores uddannelsesinstitutioner ud i,« siger Anders Bondo Christensen.

»Det er noget, der kommer til at berøre hver eneste skole, hver eneste voksenuddannelsessted, hver eneste sosu-skole og alle de andre steder, hvor vores medlemmer arbejder. Så vi skal mødes for at finde ud af, hvad vi nu skal gøre,« fortsætter lærerformanden.

Han håber, at mødet kan være med til at inspirere yderligere til det »fantastiske stykke arbejde, vi går og laver ude på skolerne«, så lærerne kan vinde opbakning i befolkningen.

»Jeg er sikker på, at vi har bred opbakning blandt forældrene til at undgå den konflikt. Men jo mere forståelse vi kan skabe, jo større er chancen for, at vi kan lande en fornuftig aftale, som understøtter god undervisning,« siger Anders Bondo Christensen.

Men han er bange for, at det bliver svært at undgå den lockout, som Kommunernes Landsforening (KL) har varslet.

»Vi plejer altid at finde løsning, men med den konfliktretorik, der er fra den anden side af bordet, så er der jo en alvorlig risiko for, at vi havner der.«

Tillidsrepræsentanterne og kredsstyrelsesmedlemmerne samles i Odense Congress Center mellem klokken 12.30 og 16 tirsdag, og på mandag skal Anders Bondo Christensen mødes med KLs chefforhandler og forligskvinde Mette Christensen i Forligsinstitutionen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu