Lærerens fravær koster på karakteren

20. juni 2012 15:06 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Lærerens fravær koster på karakteren
Billede mangler

Hvis en skolelærer ofte er syg, eller hvis en lærer bruger for lidt tid generelt sammen med sine elever i klasselokalet, så kan det ses på eksamensbeviset.
Eleverne får simpelthen dårligere karakterer.
Det er resultatet af en ny undersøgelse foretaget af Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut, Krevi.
– Undersøgelsen viser, at det, der har størst betydning, er lærernes sygefravær, lærernes arbejdstid i klasselokalerne og klassekvotienten. I den rækkefølge, siger direktør Torben Buse.
Hvis lærere på en skole er syge 19,6 dage om året og på en anden 8,4 dage om året, så vil karaktergennemsnittet for elever på skolen med det høje sygefravær gennemsnitligt være 0,16 karakterpoint lavere end på den anden skole.
Ifølge rapporten kan en forklaring være, at jo mere undervisningsopgaven fylder, desto mere trænet bliver lærerne i netop denne opgave.
Derimod har hverken skolestørrelse, antal elever per lærer eller antal undervisningstimer på skoleskemaet ifølge rapporten stor betydning for elevernes faglighed. Derfor bør man ikke placere penge på de områder, lyder det.
– Det overraskende er, at man normalt taler meget om skematimer og antal lærere per elev, men ifølge vores undersøgelse har det ingen signifikant betydning for kvaliteten af elevernes resultater, siger Buse.
Han fortæller også, at lærernes sygefravær har lige så stor betydning som elevsammensætning og børnenes sociale baggrund for eksempel forældrenes job og uddannelse.
Ud fra undersøgelsen mener han, at Danmarks Lærerforening og KL bør diskutere prioriteringen af lærernes arbejdstid.
– Især i en tid hvor man taler meget om penge og kvalitet. Det tager tid at gøre noget ved sygefravær, men man kan se, at der er stor forskel på skoler og sygefravær, så det kan lade sig gøre, siger han.
Direktøren understreger, at Krevis resultater er forholdsvis beskedne, men dog er stærke indikatorer. Og at der også skal fokus på de faglige og pædagogiske metoder i klasselokalerne.
/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu