Lærerformand i frontalangreb

5. marts 2013 14:17 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lærerformand i frontalangreb
Billede mangler

Der var drøje hug til Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen, da lærernes formand, Anders Bondo Christensen, tirsdag først på eftermiddagen talte til cirka 2.200 tillidsfolk i Odense Congress Center.

 

»Vi giver ikke meget for, at Helle Thorning-Schmidt (S) giver os et kærligt klap på kinden ved at sige, at lærerne er dygtige, når man samtidig totalt nedgør det arbejde, vi udfører,« sagde Anders Bondo Christensen fra talerstolen og uddybede:

»Det pres, vi står over for nu, har vi aldrig nogensinde før stået overfor.«

Danmarks Lærerforening og KL kan ikke blive enige om lærernes arbejdstid, og fronterne er trukket så skarpt op, at parterne mandag mødtes i Forligsinstitutionen for at forsøge at finde en løsning. Senere samme dag gik parterne hver til sit, og først på mandag 11. marts mødes de atter i Forligsinstitutionen.

Anders Bondo Christensen mener, at lærerne allerede har leveret varen.

»Folkeskolen har leveret enorme besparelser. Jeg tror ikke, at der er andre offentlige institutioner, der har leveret så store besparelser,« sagde han og nævnte blandt andet, at der de senere år er blevet ti procent færre lærere i folkeskolen.

Han mener, at KL mistænkeliggør lærerne ved at give udtryk for, at de ikke underviser nok:

»Den mistænkeliggørelse kan man simpelthen ikke være bekendt,« siger Anders Bondo Christensen.

Anders Bondo Christensen understregede i sin tale, der adskillige gange blev afbrudt af stående bifald, at lærerne er klar til at undervise 25 klokketimer om ugen.

»Men det forudsætter, at man nytænker den måde, skoledagen er indrettet på,« sagde han og gjorde det klart, at hvis KLs krav om flere undervisningstimer realiseres, så vil det få indflydelse på, hvor mange unge, der fremover ønsker at uddanne sig til lærer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu