Lærerformand tvivler på effekt af højere optagelseskrav

18. februar 2013 11:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lærerformand tvivler på effekt af højere optagelseskrav
Billede mangler

Fra sommer bliver det sværere at blive optaget på en af landets 17 læreruddannelser. Eller gør det?

 

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, tvivler på, at optagelseskravet på et karaktergennemsnit på 7 eller den obligatoriske optagelsessamtale, hvis ansøgeren vil ind på studiet via kvote 2, får nogen effekt.

»Jeg tror ikke, det kommer til at betyde så meget. Mange af læreruddannelsesstederne vil optage rigtig mange på kvote 2, da de er afhængige af, at der er studerende til deres uddannelser. Hele taxametersystemet betyder, at de ikke tjener nogen penge, hvis de ikke har nogen studerende,« siger Anders Bondo Christensen til Berlingske Nyhedsbureau.

»Rigtig mange læreruddannelsessteder er i bekneb for studerende, og derfor tror jeg, at man vil se meget lempeligt på de samtaler,« understreger han.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) håber blandt andet, at de strengere krav kan være med til at gøre læreruddannelsen mere attraktiv og give uddannelsesstederne et bredere rekrutteringsgrundlag. Men det regner Anders Bondo Christensen ikke med.

»Nej, det tror jeg bestemt ikke. Det, der skaffer flere ansøgere til læreruddannelsen, er, at man gør lærerarbejdet mere attraktivt,« siger lærerformanden.

Han foreslår i stedet, at man forsøger at højne læreruddannelsens status ved at gøre den til en femårig kandidatuddannelse og se på, hvordan man gør det mere attraktivt at blive færdig med læreruddannelsen.

»Man løser ikke problemet ved at stramme kravene. Det gør man kun ved at sørge for, at flere unge vil være lærere,« siger Anders Bondo Christensen.

Lærerformanden er dog ikke er helt afvisende over for idéen om, at en optagelsessamtale kan være med til at sænke frafaldsprocenten, som har ligget på cirka 40 procent i de senere år.

»Det er udmærket, at man stiller større krav til de unge, der gerne vil ind på læreruddannelsen. Men det er samtalen, der er det interessante. Karaktergennemsnittet fortæller ikke meget om, hvor dygtig en lærer man bliver bagefter, siger Anders Bondo Christensen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu