Lærerkonflikt er blevet en propagandakrig

15. marts 2013 09:27 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lærerkonflikt er blevet en propagandakrig
Billede mangler

I sidste uge langede økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) ud efter folkeskolelærerne for at skabe myter om regeringens folkeskolereformudspil, og senest har børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) udtrykt forargelse over lærerforeningens sveder-kampagne.

 

Konflikten mellem lærerne på den ene side og kommunerne og regeringen på den anden side har udviklet sig til en veritabel propagandakrig, vurderer professor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet.

»Det her er jo blevet meget uforsonligt, fordi det er en interessekamp mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Danmarks Lærerforening (DLF), hvor DLF har nogle privilegier i forhold til andre faggrupper, som de gerne vil fastholde, mens regeringen har en skolereform, der kræver nogle flere arbejdstimer. Og på det seneste har det udviklet sig til et verbalt slagsmål og en propagandakrig mellem regeringen og lærerne,« siger Flemming Ibsen.

»Regeringen er selvsagt meget generet af, at skolelærerne forsøger at tale skolereformen ned og faktisk lægge den for had,« tilføjer han.

Frustrationen i regeringen kommer senest til udtryk i Berlingske fredag, hvor Christine Antorini kritiserer, at lærerforeningens afdelinger i Storkøbenhavn og på Bornholm deler flyere ud med en besked om, at der venter skolebørn en daglig eftersidning fra klokken 14 til 15.30, hvis regeringen indfører heldagsskolen.

»Jeg er ude at besøge skoler, og der kommer små børn fra 2. klasse hen og spørger, »hvorfor skal vi gå i skole til klokken 15.30?« Det kan de ikke forstå, men det står på de flyere, som børnene kommer hjem med i deres skoletasker. Og det, synes jeg, simpelthen ikke er i orden,« siger Christine Antorini til Berlingske.

»Lærerne har altså en opgave i ikke at sprede vildledning,« siger ministeren og pointerer, at det først er fra 7. klasse og frem, at skoledagen vil slutte omkring klokken 15.30, hvis regeringens reformudspil bliver en realitet.

Flemming Ibsen mener ikke, at man skal lægge for meget i den skærpede retorik, men parterne taler sig i hvert fald ikke tættere på hinanden i øjeblikket.

»DLF bruger i den grad en retorik, der er konfliktorienteret, og det er jo spørgsmålet, om den er indstillet på et forlig, eller om man i virkeligheden er mest interesseret i konfrontationen og i et eventuelt regeringsindgreb. Så har man jo i hvert fald rene hænder,« siger Flemming Ibsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu