Lærerkonflikt kan blive SFs exit ud af regeringen

31. marts 2013 12:32 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lærerkonflikt kan blive SFs exit ud af regeringen
Hun nåede kun lige at indtage sin nye post som Foto: Colourbox.

Et regeringsindgreb i de fastlåste forhandlinger mellem lærerne og kommunerne kan være det, der får SF til at trække stikket og melde sig ud af regeringen.

 

Det forudser politisk redaktør på Radio24syv, Jesper Termansen.

»Der er ingen tvivl om, at SF befinder sig i en af partiets største kriser nogensinde. Sagen her er hjerteblod for SF, så det basker, men som jeg ser det, har partiet kun to muligheder: Enten bakker partiet op om et regeringsindgreb, eller også benytter man lejligheden til at træde ud af regeringen,« siger Jesper Termansen.

Hvis konflikten bliver langvarig, kan regeringen vælge at gribe ind og komme med sin løsning på problemet – og den løsning vil næppe være i lærernes favør.

»Partiet vil nok høste popularitet på den korte bane, hvis man siger, at man ikke vil lægge stemmer til et regeringsindgreb. Men omvendt har partiet jo selv været med til at forberede og fastlægge regeringens politik, som er identisk med KLs interesser i den her sag. Så man kommer ikke udenom, at det vil virke utroværdigt, hvis SF træder ud af regeringen på det her spørgsmål,« siger Jesper Termansen.

Han mener, at SF fører en zigzag kurs med de meldinger, partiet har været fremme med de seneste dage om lærerkonflikten. Senest har partiets næstformand og medlem af KLs bestyrelse, Mette Touborg, i SFs debatgruppe på Facebook anerkendt, at forhandlingsforløbet »langtfra tilfredsstiller alle«.

»Det er en noget anden melding end den, hun kom med på KLs topmøde i Aalborg for nylig, hvor hun sagde, at hun stod helt bag KLs linie. Nu glider hun over i tone, hvor hun udtrykker bekymring for, om man skulle have valgt den linie,« siger Termansen.

»Det gør hun naturligvis for at prøve at berolige partiets vælgere. Hun siger: Jeg forstår jer godt, jeg er heller ikke sikker på, at vi gør det rigtige. Lidt ligesom da daværende politisk ordfører Jesper Petersen var ude at sige, at man stod bag regeringens vækstplan, men at sænkelse af selskabsskatten ikke er SF-politik,« siger Jesper Termansen.

»Dermed forsøger partiet at køre en mellemkurs, hvor man på de ene side bakker op, men på den anden side signalerer, at man ikke er enig. Det kan måske betyde, at indgrebet – når det kommer – bliver en anelse mildere over for lærerne end ellers. Og det letter måske på låget på trykkogeren lige nu, men når først indgrebet kommer, så vil det ikke ændre på, at SF for alvor vil blive udsat for et stort, stort pres,« siger Jesper Termansen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu