Lærerkonflikt tærer på opbakning til Det Radikale Venstre

14. april 2013 22:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lærerkonflikt tærer på opbakning til Det Radikale Venstre
Billede mangler

Hidtil har de Radikale nogenlunde upåvirket kunne se på, mens vælgerne flygter fra deres regeringspartnere, Socialdemokraterne og SF.

 

Men nu viser en ny Gallup-måling, at regeringsansvaret også begynder at tære på de Radikale, der må nøjes med opbakning fra 7,8 procent af vælgerne mod 9,2 procent i sidste måned. Det betyder, at de Radikale ville gå fra 17 til 14 mandater, hvis der var valg i dag, skriver Berlingske.

»Det kan godt være, at den megen fokus på lærerkonflikten koster lidt. Selv om det er en konflikt mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening, så har den affødt diskussioner i vores bagland,« siger gruppeformand Sofie Carsten Nielsen (RV).

De Radikale har traditionelt stået stærkt blandt skolelærerne, og Sofie Carsten Nielsen erkender, at det måske er faldet nogle af partiets vælgere for brystet, at den radikale leder, Margrethe Vestager (RV), for lidt over en måned siden beskyldte Danmarks Lærerforening for at skabe myter om regeringens udspil til en folkeskolereform.

»Det kan godt være, at nogen synes, at lige netop Lærerforeningen bør de Radikale ikke sige imod. Men vi er ikke et interesseparti, der repræsenterer en bestemt gruppe og slet ikke en bestemt organisation,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Også hos Socialdemokraterne og i SFs kommunale bagland har der været stor utilfredshed med KL og regeringens kurs over for lærerne. Men mens SF fortsætter sin nedtur, så oplever Socialdemokraterne en mindre fremgang i forhold til sidste måneds bundniveau og har nu opbakning fra 18,2 procent af vælgerne. Det på trods af, at det især er finansminister Bjarne Corydon (S), der af lærerne er blevet tildelt rollen som den barske minister, der prøver at tromle dem. Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke (S), er glad for, at det går den rigtige vej.

»Men niveauet er stadig ikke tilfredsstillende. Den aktuelle konflikt vil jeg ikke læse ind i det her, for den er mellem KL og Lærerforeningen, men jeg tror, at mange af vores vælgere godt kan se perspektiverne i vores folkeskoleudspil,« siger Magnus Heunicke.

At SF fortsat har svært ved at få vendt nedgangen i vælgeropbakning kan både skyldes lærerkonflikten og den seneste uro omkring tidligere politisk ordfører Jesper Petersen (S) og to andre profilerede SFeres skift til Socialdemokraterne, mener politisk ordfører Jonas Dahl (SF).

»Vi må være ærlige og erkende, at der har været meget intern diskussion den sidste halvanden måned i SF. Og så er der gang i en tilspidset konflikt på lærerområdet. Selv om det er en faglig konflikt, så har der været mange hårde udfald mod regeringspartierne, og det ville være underligt, hvis der ikke var nogen, der tog notits af det,« siger Jonas Dahl.

En af dem, der har langet hårdt ud efter regeringen, er Michael Blem Clausen, radikalt byrådsmedlem i Høje Taastrup. I marts var han medunderskriver på et åbent brev til den radikale folketingsgruppe, hvori Margrethe Vestagers kritik af Danmarks Lærerforening blev beskrevet som »ensidig« og et »ubegrundet angreb«. Michael Blem Clausen er ikke overrasket over, at det især er de Radikale, men også SF, der går tilbage under lockouten.

»De Radikale og SFs vælgere er ofte ret højt uddannede. Vi har en forventning om, at baglandet bliver inddraget, og at der er debat, inden vi pludselig får en anden politik på folkeskolen og en ny tilgang til lærerne. I de større partier som Socialdemokraterne, har man nok en større forståelse for det, nogen vil kalde magtens nødvendighed,« siger Michael Blem Clausen.

Han oplever, at mange lærere, som traditionelt har stemt på regeringen, nu føler sig politisk hjemløse. Men selv om det vakte stor opmærksomhed, at Dansk Folkepartis uddannelsesordfører viste sig blandt de demonstrerende skolelærere på Christiansborg Slotsplads i torsdags, så tror DF-leder Kristian Thulesen Dahl (DF) ikke, at det er årsagen til, at partiet fortsætter sin fremgang og nu har opbakning fra 16 procent af vælgerne.

»Konflikten kan have rykket nogle vælgere i forhold til de forældre, der ligesom os ønsker et indgreb og siger, at nu må det stoppe. Lærerne stemmer generelt til venstre for den traditionelle midte i dansk politik, og det er der ikke ændret ved. Til gengæld tror jeg, at lærerne er begyndt at lytte til os i stedet for automatisk at lukke ørerne. Og det er et mål i sig selv, for bliver de ved med at lytte til os, så vil mange af deres fordomme om DF blive dræbt,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Både de Konservative og Liberal Alliance har markeret sig på en meget ideologisk modstand imod den såkaldte heldagsskole, men det har ikke fået flere vælgere til at ville stemme på dem. Til gengæld fortsætter Enhedslisten sin fremgang og ligger nu på 13,3 procent. Styrkeforholdet mellem rød og blå blok er uændret.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu