Lærerkonflikt udstiller forskelle i lønforhandlinger

25. marts 2013 12:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lærerkonflikt udstiller forskelle i lønforhandlinger
Billede mangler

Forholdet mellem KL og lærerne matcher vejret – køligt og til tider stormende. Og skellet mellem arbejdsgiver og lønmodtager står knivskarpt i debatterne og bliver kun større af, at modsætningsforholdet i den private sektor er blevet mindre, mener de selvstændiges a-kasse ASE.

Men det er en naturlig udvikling, da de to sektorer er indrettet helt forskelligt, siger Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

»Der har altid været en stor forskel. Systemerne er indrettet forskelligt. Der har bare være en større centralisering på det private arbejdsmarked frem til 1990erne. De har haft mulighed for at tilpasse sig markedet,« siger han og tilføjer:

»Det kan man ikke på samme måde i det offentlige, fordi det ikke er mange små virksomheder. Det er i stedet en stor central arbejdsgiver – statslig, regional eller kommunal. De ønsker en fælles løsning, og derfor ønsker de fælles aftaler. Det kører på en anden måde.«

Så når ASE i en ny analyse konkluderer, at modsætningsforholdet er blevet mindre mellem arbejdsgiver og lønmodtager, og derfor gør gabet mellem privat og offentlig sektor større, er det ikke nødvendigvis hele sandheden ifølge Henning Jørgensen.

»Forskellen passer kun på den måde, at man har indrettet systemerne til at arbejde forskelligt. Når ASE skriver, at 56 procent af de privatansatte selv forhandler løn, så mangler de at oplyse om overenskomstrammerne, og oftest er det tillidsrepræsentanterne, der forhandler decentral løn, selv om over halvdelen siger, de selv har indflydelse,« siger han.

Analysen fra ASE viser nemlig, at der hvor forskellen på privat og offentlig er størst, er i spørgsmålet om lønforhandlinger og fastsættelse af de ansattes løn. De offentlig ansatte forhandler selv løn langt sjældnere end de privatansatte – 17 procent mod 56 procent i det private erhvervsliv. Og samtidig vurderer hver tredje privatansatte dansker, at overenskomsten ikke har en afgørende betydning for løn- og ansættelsesvilkårene.

Til det siger direktør for ASE Karsten Mølgaard Jensen, at »specialiseringen på arbejdsmarkedet har gjort, at det mange steder ikke giver mening at forhandle som en stor gruppe. Det har flyttet styrkeforholdet på arbejdsmarkedet, og en individuel tilgang til løn synes mange steder at være i både lønmodtager og arbejdsgivers interesse. Men det er altså kun i det private, at tendensen er slået igennem.«

Han mener, at analysen viser så store forskelle, at det organisatorisk lige så godt kunne være to forskellige arbejdsmarkeder.

Men her er Henning Jørgensen dybt uenig.

»Analysen har angiveligt set på forskellen mellem det offentlige og det private i henhold til fagforeninger, lønfastsættelse og tillidsrepræsentanter. Men man kan ikke gå fra at tale om attituder, til at snakke om markeder eller systemer. De blander tingene sammen,« siger han.

Analysen viser også, at den private sektor ikke har samme tillid til fagforeningen, som det offentlige har. Kun 28 procent af de privatansatte svarede, at fagforeningen var det, som gav dem størst tryghed i ansættelsen, hvorimod 56 procent svarede, at det var virksomheden. For offentlig ansatte var svarfordelingen cirka 40 procent på begge.

»Det er et meget højt tal på et arbejdsmarked, hvor man i hundrede år ikke har kunnet tale ledighed, løn eller uddannelse uden også at nævne arbejdsmarkedets parter. Nu står hver tredje privatansatte lønmodtager i stedet og siger, at »det tror vi faktisk, vi kan gøre bedre selv,« siger Karsten Mølgaard Jensen og tilføjer:

»Men igen er det kun på det private arbejdsmarked. I det offentlige er involveringen fra fagforeningen stort set uantastet, hvilket man jo også ser på den pågående lærerkonflikt.«

ASE mener, at udviklingen i det private skyldes en øget specialisering og uddannelsesniveau og henviser til at ASE selv gar både lønmodtagere og selvstændige som medlemmer.

»Det viser, at det, man traditionelt har talt om som to parter godt kan være medlem samme sted. Det er jo også således, at overgangen mellem at være lønmodtager og selvstændig ofte er glidende, og mange er sågar begge dele på en gang,« siger Karsten Mølgaard Jensen og tilføjer:

»Og så skal det siges, at i en forening som vores forsøger vi ikke at tage styringen med hverken lønmodtagerne eller de selvstændiges arbejdsliv. Vi lader meget være op til den enkelte, men yder rådgivning og hjælp, hvor det efterspørges.«

Danmark har stadig et af verdens højeste organisationsprocenter og tilslutningen til at stå i et fagligt fællesskab er endnu høj, siger Henning Jørgensen. Han mener, at analysen er udtryk for en a-kasse, der ønsker en øget individualisering og øgede markedsandele.

»De siger, det ikke giver mening at forhandle som en stor gruppe. Men det er jo deres ønsker. Hvis folk ønskede at forhandle løn selv, stod de jo ikke i en fagforening. Det er ikke en analyse, synes jeg – det er propaganda,« siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu