Landbruget fortsætter smertefuld kastration af smågrise

23. marts 2013 23:49 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Landbruget fortsætter smertefuld kastration af smågrise
Billede mangler

Brancheorganisationen Landbrug og Fødevarer erkender nu, at VK-regeringens klare plan fra 2009 for afvikling af kastration af smågrise senest i 2014, ikke kommer til at ske før tidligst 2018. Det skriver Politiken søndag.

 

»Nej, vi når det ikke til udgangen af 2014. Det er fordi, ophør af kastration er en ualmindelig kompliceret sag,« siger afdelingsleder for veterinærpolitik i Landbrug og Fødevarer Per Olsen til avisen og tilføjer, at det tidligst kommer til at ske i 2018 i forbindelse med en deklaration på EU-niveau.

Det får Enhedslistens dyrevelfærdsordfører, Per Clausen (Ø), til at kræve handling fra fødevareministeren.

»Det siger jo noget om, at det ikke er muligt at opnå egentlige dyrevelfærdsresultater i forhold til svineproduktionen, hvis man udelukkende satser på, at man laver frivillige aftaler med producenterne. Det ender altid med, at når man kommer til en eller anden dato, så har de ikke fået det løst. Selvfølgelig er det ikke godt nok. Realiteten er, at siden man lavede planen om 2014, er der ikke rigtig sket noget – ud over at landbruget har fundet ud af, at der er forskellige ting, der ikke kan lade sig gøre,« siger han.

Fødevareminister Mette Gjerskov (S) er ærgerlig over meldingen fra landbruget, om at planen ikke holder, men hun afviser at komme med egentlige lovkrav, før et alternativ til kastration er fundet.

»Men jeg er selvfølgelig stærkt optaget af, at der bliver ved at være et pres på landbruget for at udvikle metoder,« siger hun til Politiken.

Nicolaj Nørgaard, direktør i Videnscenter for Svineproduktion hos Landbrug og Fødevarer, mener ikke, at et mere håndfast lovgivningsmæssigt krav, som Per Clausen foreslår, vil fremskynde processen med at finde et alternativ til kastration.

»Man kan ikke forcere noget igennem, som videnskaben ikke har fundet en løsning på endnu,« siger han.

Erkendelsen fra landbruget kommer kun få måneder efter, at Danmark fik en løftet pegefinger af EU-kommissionen, fordi seks procent af de danske svineavlere ikke lever op til EUs nye regler for plads til drægtige søer, skriver Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu