Landsholds-målvogter indstiller karrieren

28. februar 2013 21:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Landsholds-målvogter indstiller karrieren
Billede mangler

En stor håndboldkarriere nærmer sig sin afslutning.

 

– Til sommer er det slut. Jeg har ikke længere motivationen til at være med på topplan, siger Christina Nimand Hansen, der under efternavnet Pedersen nåede at repræsentere Danmark i 109 landskampe og ved fem internationale slutrunder i henholdsvis Makedonien, Kina, Danmark, Brasilien og England.

Christina Nimand Hansen kan se tilbage på en fornem karriere.

Så sent som i maj 2012 blev hun af Håndbold Spiller Foreningen for anden gang kåret som årets kvindelige landsholdsspiller – efter at have leveret storspil i Viborg HK.

I denne sæson vendte hun tilbage til København, hvor hun stadig kan opleves som en glimrende målvogter på FIFs hold i Dame Håndbold Ligaen.

Inden hun går på træningsbanen bestrider målvogteren med det kølige overblik og den hurtige reaktionsevne et job som advokatfuldmægtig.

– Jeg har det rigtig godt med, at jeg sideløbende med håndboldkarrieren tog tid til at tage en jurist-uddannelse. Det giver tryghed, siger Christina Nimand Hansen og tilføjer: – Men jeg har nydt at spille håndbold på højeste internationale plan. Der har været masser af gode oplevelser. Den bedste havde jeg ved VM i fjor ( i Brasilien, red.), hvor jeg leverede min karrieres bedste spil.

I øvrigt er Christina Nimand Hansen en af få danske målvogtere, der har scoret på landsholdet.

– Det husker jeg godt. Vi mødte Kina i en træningskamp i Horsens ( i 2009, red.). Da vi på et tidspunkt får en spiller udvist, går jeg med op i angrebet, og pludselig får jeg chancen. Selvfølgelig blev der scoret usvigeligt sikkert, griner Christina Nimand Hansen, der har et afklaret forhold til, at det snart er slut.

– Beslutningen er taget for lang tid siden. Derfor har jeg end ikke overvejet, at spille i den kommende storklub (København Håndbold, red.). Det er ellers et spændende projekt, man har søsat. Jeg tror, at de i løbet af et par år etablerer sig i dansk håndbold absolutte top. Det virker som om ledelsen bag holdet har den tålmodighed, der skal til, siger Christina Nimand Hansen.

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu