Landsholdsspillere til den tyske liga

18. marts 2013 14:57 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Landsholdsspillere til den tyske liga
Billede mangler

Engang var den svenske Elitserie drømmen i Europa for en dansk ishockeyspiller, men den tyske liga, DEL, er for alvor begyndt at trække.

Nu er to landsholdsspillere mere på vej sydpå, Modos 26-årige forward Morten Madsen og Herning Blue Fox’ 22-årige back Rasmus Nielsen.

Så længe Modo stadig er med i Elitseriens playoff, kan Morten Madsen i sagens natur ikke udtale sig, men fra næste sæson slutter han sig ifølge tyske medier til landsholdskollegerne Daniel Nielsen og Julian Jakobsen i Hamburg Freezers.

Efter sporten.dks oplysninger bejler to DEL-klubber til Rasmus Nielsen, som debuterede på landsholdet i sidste sæson. Han har etableret sig i år og står over for VM-debut til maj i Stockholm.

Rasmus Nielsen har også kontrakt med Herning Blue Fox den kommende sæson, men har en klausul, som åbner mulighed for, at han kan rejse til udlandet.

Daniel Nielsen og Julian Jakobsen fortsætter i Hamburg Freezers og Mads Christensen i Eisbären Berlin. De to danskerklubber mødes i øvrigt i playoffs kvartfinale.

Landsholdskaptajnen Morten Green forhandler med Hannover Scorpions om en kontraktforlængelse, som ventes at falde på plads en af dagene.

Det betyder, at DEL næste sæson får deltagelse af seks danske landsholdsspillere. Eller syv, hvis forwarden Jesper Jensen vender tilbage til DEL fra Karlskrona.

Tidligere har Heinz Ehlers, Jesper Duus og Jesper Damgaard spillet i DEL. Målmanden Patrick Galbraith spillede i efteråret 2011 to kampe for Adler Mannheim i European Trophy, men fik ikke DEL-kontrakt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu