Landsretten stadfæster domme for dødsvold

11. april 2013 16:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Landsretten stadfæster domme for dødsvold

En trio bestående af en 39-årig mand, en 21-årig kvinde og en 27-årig mand har er torsdag blevet dømt ved Vestre Landsret for at have banket en 51-årig mand til døde i et sommerhus i Handbjerg ved Struer.

 

Overfaldet skete 31. oktober 2011, hvor de tre opsøgte den 51-årige i dennes sommerhus. Han blev fundet hårdt kvæstet af en nabo og indlagt på sygehus i Herning. Ifølge Retslægerådet døde han af sine kvæstelser. Han blev således udsat for stump vold, herunder spark og tramp på hovedet og kroppen.

Han fik flere skader i ansigtet, brækkede næsen og fik næsten revet et øre af, mens flere ribben blev brækket. Han døde en lille måneds tid senere på grund af en blødning i hjernen forårsaget af de mange slag.

Efter voldsudøvelsen stjal trioen desuden mandens stereoanlæg.

I byretten i Holstebro blev den 39-årige mand idømt fængsel i otte år for vold med døden til følge, den 21-årige kvinde fik seks års fængsel og den 27-årige mand blev idømt to års fængsel, og samtlige domme er nu blevet stadfæstet i Vestre Landsret.

Den 39-årige er tidligere blevet dømt for personfarlig kriminalitet, og anklagemyndigheden havde krævet, at han skulle dømmes til forvaring, hvilket blev afvist. Omvendt havde forsvaret argumenteret for mildere straffe.

Den 51-årige førtidspensionist efterlod sig sin mor og søskende, men ingen børn.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu