Landsskuet i Herning sætter rekord

16. juni 2012 07:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Landsskuet i Herning sætter rekord
Billede mangler

Nordeuropas største dyreudstilling, Landsskuet i Herning, har 2652 dyr på udstillingen i begyndelsen af juli.
 
Når Landsskuet i Herning den 5. til 7. juli åbner nordeuropas største dyrskue, bliver det med ikke færre end 2652 tilmeldte dyr.
 
Det er især en verdenskongres for avlere af kødkvægsracen Limousine, der sikrer den fortsatte fremgang på dyrskuet men der er også fremgang blandt udstillerne af får og geder samt en ny, international katteudstilling.
 
– Med udsigt til at få besøg af kolleger fra hele verden har de danske Limousineavlere gjort en stor indsats for at vise alle topdyr fra de danske besætninger. Udstillingen af Limousinedyr fordobles derfor til 209 dyr, men flere af de andre kødkvægsracer sætter også rekord, siger Niels Kristian Fruergaard, leder af Landsskuet.
 
Det er dog fortsat de sortbrogede malkekøer, der tager de fleste pladser i staldene, hvor der ikke er de store forskydninger mellem de fire malkekvægsracer. Det nye er derimod, at Landsskuet for første gang udstiller krydsninger mellem malkekvægsracerne.
 
– Det sker i et samarbejde mellem kvægforskerne på Videncenter for Landbrug og avlsorganisationen VikingDanmark, da vi gerne vil sætte fokus på de økonomiske og sundhedsmæssige fordele ved at krydse malkekvægsracerne. Og vi viser som hidtil også krydsninger mellem kød- og malkekvæg, da de har afgørende betydning for fremtidens oksekødsproduktion i Danmark, siger Niels Kristian Fruergaard.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu