Bäckman nærmer sig VM-holdet

16. april 2013 19:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Bäckman nærmer sig VM-holdet
Billede mangler

Målmanden Simon Nielsen fra det finske SM–liigahold Lukko Rauma supplerer sensationsholdet fra russerkampen i Rødovre, når Danmark spiller to kampe i Frankrig fredag og lørdag. Landstræner Per Bäckman mangler dermed kun to spillere fra de europæiske ligaer til sit endelige VM-hold, Mads Christensen og Mads Bech Christensen.

Forwarden fra Eisbären Berlin og backen fra Frederikshavn White Hawks er optaget af henholdsvis den tyske og den danske finale.

Fra de nordamerikanske ligaer, NHL og AHL, knytter Per Bäckmans håb sig især til seks spillere: Backbrødrene Oliver og Markus Lauridsen fra henholdsvis NHL-holdet Philadelphia Flyers og AHL-holdet Lake Erie Monsters, Mikkel Bødker, Phoenix Coyotes, Philip Larsen, Dallas Stars, Frederik Andersen, Norfolk Admirals, og Nicklas Jensen, Chicago Wolves.

– En spiller som Frans Nielsen kan blive svær at få med. New York Islanders spiller for stabilt, siger Per Bäckman.

– De seks er mere sandsynlige, og jeg håber, at vi kan give brødrene Lauridsen, den store Oliver og den mere spillende Markus, debut.

Danmark vandt sensationelt den sidste VM-test over et russisk hold med otte verdensmestre med 3-2, sejrsmålet scoret af Morten Madsen 43 sekunder inde i overtiden.

– Psykologisk en meget vigtig sejr inden de sidste tre forberedelseskampe, siger Per Bäckman.

Den sidste test er opgøret mod Østrig 30. april i Rødovre Skøjte Arena, fire dage inden VM-premieren i Globen mod Canada.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu