Per Bäckman: Jeg er tilfreds

7. februar 2013 23:29 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Per Bäckman: Jeg er tilfreds
Billede mangler

For landstræner Per Bäckman var der ingen tvivl: Tredjekæden var den bedste.

– Jesper Jensen, Frederik Storm og Patrick Bjorkstrand var livsfarlige og overstrålede de andre kæder. Det virkede, som om første- og andenkæden var lidt tynget af alvoren. De kan køre bedre, selv om Morten Madsen spillede en stor kamp og viste sin værdi for holdet, siger landstræneren.

– Mange troede måske, at vi skulle vinde med fire-fem mål, men det er ikke så let i en OL-kvalifikationsturnering. Jeg er tilfreds. Vi skal spille bedre i de næste to kampe, og det kan vi også. Mange var nervøse i dag, men jeg synes, vi spillede stabilt og havde en brillant målmand i Frederik Andersen og seks gode backs.

Mange ventede, at Frederik Andersen ville blive kaldt frem til kronprins Frederik for at blive hyldet som kampens bedste danske spiller. Det blev i stedet tredjekædens skøjtestærke og teknisk begavede playmaker, Jesper Jensen.

– Jeg hilste også på kronprinsen for et år siden i Rødovre inden VM – og det er fedt hver gang, siger en glad Jesper Jensen.

– Det var ikke alt, der fungerede i dag, men jeg synes, der var mange opløftende momenter, ikke mindst Frederik Andersen. Jeg kender ham jo også fra Frederikshavn. Det er rart og trygt med sådan en klassemålmand.

Frederik Andersen tog det med et smil, at hæderen som den bedste gik til vennen Jesper Jensen.

– Det er lige meget, hvem der bliver kåret. Men man godt selv, hvordan man har spillet. Jeg under Jesper æren. Han spillede en god kamp, siger Frederik Andersen.

Frederik Storm måtte vente tre minutter, inden videodommeren godkendte hans 1-0 scoring.

– Selv om jeg jublede, var jeg lidt i tvivl. Pucken forsvinder ind under målmanden, og jeg tænker, at den må være inde, men helt sikker var jeg ikke, siger han.

For Julian Jakobsen var det en stor dag, men spørgsmålet er, om torsdagen ikke var endnu større for lillesøsteren Josefine.

Hun var en af dansk ishockeys nye helte, som overraskede med en 2-1 sejr over værtsnationen Slovakiet i OL-turneringen i Poprad.

– Imponerende af pigerne. Deres sejr var flottere end vores, siger Julian Jakobsen anerkendende.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu