Lang ventetid på greencard for veluddannede udlændinge

12. februar 2013 06:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lang ventetid på greencard for veluddannede udlændinge
Billede mangler

Hvis du er en veluddannet udlænding, der skal have fornyet dit greencard, skal du væbne dig med tålmodighed. Det tager nemlig i gennemsnit mere end et år. Det viser nye tal fra Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering under Beskæftigelsesministeriet, som Radio24Syv har fået aktindsigt i.

 

Siden september er der sket en stigning på 80 procent, og det er meget langt fra det officielle mål på én måned.

»Det overrasker mig overhovedet ikke, vi møder frustrerede mennesker, der må vente i månedsvis på et svar på deres ansøgning hver dag,« siger Kåre Traberg Smidt, der er advokat med speciale i udlændingeret, til Radio24syv.

Lang sagsbehandling er kun et af de problemer, der møder veluddannede udlændinge, som gerne vil til Danmark. Reglerne og vejledningerne er nemlig så komplicerede, at selv advokater ind imellem må tænke sig godt om.

»Selv kunder, der har en ph.d.-grad, kan have svært ved at forstå, hvilken type opholdstilladelse de skal søge, og hvilke papirer de skal vedlægge,« siger Kåre Traberg Schmidt.

Ifølge kontorchef hos Styrelsen for Fastholdelse og rekruttering Nanna Rytter Larsen er der lavet en handlingsplan, der skal afkorte ventetiderne:

»Det er ikke ønskeligt for os, at sagsbehandlingstiderne skal være så lange. Men i løbet af 2012 er der sket en ophobning af greencard-sager i styrelsen, og derfor har vi også sat stærkt ind med en handlingsplan, der har betydet, at vi har fået afviklet mange sager især i anden halvdel af 2012,« siger hun til Radio24syv.

Hun kan dog ikke sige, hvornår sagsbehandlingstiderne er nede på den måned, som ifølge Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering er målet.

Kåre Traberg Smidt mener, at ansøgere ofte har problemer med at få et klart svar fra myndighederne.

»Vi oplever ofte, at folk har fået forskellige svar alt efter, hvilken afdeling de har spurgt, og hvem de har talt med. Og det tager de ikke højde for i sagsbehandlingen,« siger Kåre Traberg Smidt.

For en amerikansk kvinde, Radio24syv har talt med, endte greencard-ansøgningen med tre dages uberettiget fængsel og et afslag, fordi hun ikke i tide kunne skaffe et ti år gammelt eksamensbevis.

Også erhvervslivet ønsker mere gennemskuelige regler og bedre sagsbehandling. Det siger Tine Horwitz, der er chef for Consortium for Global Talent, som repræsenterer 18 af de største danske erhvervsvirksomheder, der forsøger at tiltrække udenlandsk arbejdskraft:

»Isoleret set er det ikke bureaukratiet alene, der styrer folk uden om Danmark, men jo flere barrierer der er, jo mindre attraktiv er Danmark,« siger hun til Radio24syv.

Hun foreslår, at regeringen nedsætter et udvalg for at gå reglerne igennem med en tættekam.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu