Lang vinter koster os dyrt

3. april 2013 17:55 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lang vinter koster os dyrt

3.500 kroner. Det er, hvad den danske gennemsnitsfamilie har haft af ekstraudgifter i forbindelse med, at vinteren har været markant koldere end sidste år. Det skriver Danske Bank.

 

Beregningen er baseret på en opgørelse fra Teknologisk Institut, og den viser, at der i år har været brug for 14 procent mere opvarmning i marts end gennemsnitligt. Sammenholder man tallene med marts sidste år, der var en lunere en af slagsen, så er hoppet hele 60 procent.

Ser man på hele fyringssæsonen, så har der været brug for 20 procent mere opvarmning end sidste år, og det er det, der kan regnes om til de 3.500 kroner. Ser man på den samlede opvarmningsbehov i denne vinter, så ligger det dog ganske tæt på normalen. Det store hop skyldes, at vinteren sidste år var mild.

Danske Banks privatøkonom Las Olsen har regnet videre på tallene og holder dem op i mod den skattelettelse, som regeringen har indfaset. Den gode nyhed er i den forbindelse, at skattelettelsen ikke bliver helt udhulet af udgifterne til varme. Dog rammer kulden skævt, idet det hovedsageligt er personer i arbejde, der har haft glæde af skattesænkningen.

Det er heller ikke sådan, at ekstraregningerne til varme i vinteren vil udhule privatforbruget – og dermed den forventede økonomiske vækst.

»For samtlige husholdninger i Danmark løber det ekstra varmeforbrug op i cirka 5,5 milliarder kroner, og det er faktisk ikke langt fra helt at svare til lettelsen i skattereformen, der er på 6,7 milliarder kroner i 2013,« lyder det fra privatøkonomen, der tilføjer:

»Det ændrer ikke ved forventningen om, at privatforbruget kommer til at stige i år. Men det betyder, at stigningen mest vil vise sig som et stigende energiforbrug, frem for stigende omsætning i de danske butikker.«

Prisen på energi er steget siden sidste vinter, men det påvirker ikke opgørelsen. Det skyldes, at gennemsnitsstigningen er på 1,8 procent, hvilket er lidt mindre end den generelle prisudvikling.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu