Lange straffe til bosniske krigsforbrydere

28. marts 2013 01:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Lange straffe til bosniske krigsforbrydere
Billede mangler

HOLLAND: To bosniske serbere er blevet idømt 22 års fængsel for deres rolle i den etniske udrensning, som fandt sted under krigen i det tidligere Jugoslavien, skriver AFP.

 

Krigsforbryderdomstolen i den hollandske by Haag fandt det lørdag bevist, at Mico Stanisic og Stojan Zupljanin bidrog til planlægningen af den etniske udrensning af bosniske muslimer, kroater og andre ikke-serbere under krigen, som varede fra 1992-1995.

»Mange fanger blev dræbt eller døde som følge af mishandling. På tværs af kommuner blev tusindvis af ikke-serbere enten dræbt eller fordrevet fra deres hjem,« slog dommerne fast.

Den 58-årige Stanisic var minister, mens den nu 61-årige Zupljanin var regional sikkerhedschef under krigen. Her gjorde de sig ifølge anklagerne skyldige i en række grusomme forbrydelser, herunder drab, tortur og vold, som særligt gik ud over de bosniske muslimer i de til lejligheden indrettede KZ-lejre som Omarska og Keraterm.

Begge mænd anses for at have været tætte på den tidligere serbiske leder, Radovan Karadzic, som selv skal for krigsforbryderdomstolen for sin rolle i folkedrabet. Karadzic regnes som hjernen bag de grusomme forbrydelser, som endte med at koste tusindvis af mennesker livet og drive millioner på flugt.

Begge mænd nægtede sig skyldig i anklagerne, da retssagen mod dem blev indledt i 2009. Anklagerne gik efter at få dem idømt fængsel på livstid, men selv om det ikke gik sådan, erklærer Murat Tahriovic, der står i spidsen for en offergruppe for folkedrabet, sig ifølge AFP tilfreds med dommen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu