Langeland byder flere asylsøgere velkommen

21. juni 2012 13:19 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
Langeland byder flere asylsøgere velkommen
Billede mangler

De er velkommen.
Sådan lyder det fra Langeland til de ekstra asylansøgere, der fremover kommer til at bo på den lille danske ø.
– Vi vil tage positivt imod flere. Vi har allerede gode erfaringer med at drive asylcentre og er blevet dygtige til det, siger kommunaldirektør Jørgen Christensen til Newspaq.
Ifølge Jyllands-Posten planlægges der en udvidelse med 46 pladser ved det asylcenter, der allerede er på Langeland. Dertil er der også planlagt et andet asylcenter med ekstra 40 pladser.
– Det har vi ikke de store problemer med. Vi har gode erfaringer med det antal på 200-250, som vi har haft nu. Og naturligvis skal udvidelserne vurderes i forhold til, hvor mange vi har plads til, og der er naturligvis udfordringer. Men det vil ikke afskrække os, siger Jørgen Christensen og fortsætter:
– De udfordringer tager vi med. Det er mennesker, som har haft en svær tid, og er landet i DAnmark og er klart følelsesmæssigt præget af det, og det skal man jo som driver af et asylcenter være opmærksom på, siger han.
For nylig besluttede et flertal i Folketinget, at udvalgte asylansøgere skulle have lov til at komme ud af centrene og tage arbejde. Det vil dog blive noget af en opgave, siger kommunaldirektøren.
– Hvis det handler om reelt arbejde, som andre også kan tilbydes, så har vi jo også en udfordring her på Langeland, siger han og henviser manglen på job på øen.
Jyllands-Posten beskriver i dag, hvordan det har været vanskeligt at finde syv nye steder til asylansøgere, som der kommer flere af.
I Kalundborg har borgerne klaget så voldsomt over planerne, at byrådet endte med at sige nej til et nyt asylcenter, og lukningen af et center på Sjælsmark Kaserne var også et resultatet af utilfredse naboer.
Hver måned bliver der ifølge avisen behov for 90-100 nye pladser, fordi færre kan sendes hjem pga. krig og konflikter i deres hjemlande.
Der bor omkring 4.800 asylansøgere i asylcentrene. Ca. 2.400 er afviste.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu